Mindst 25 gange har kriminelle grupper i Danmark forsøgt at hyre svenske borgere, herunder mindreårige, til at udføre kriminalitet i Danmark. Blandt andet lejemord, røverier og voldsforbrydelser.
Derfor opfordrer de danske politikere nu til, at de svenske myndigheder – så vidt muligt – får sat en stopper for den kriminelle trafik fra Sverige til Danmark.
»Vi forventer, at de prioriterer den sag meget højt,« siger retsordfører for Det Konservative Folkeparti Mai Mercado, som fortsætter:
»Det allerbedste ville være, hvis Sverige fik styr på deres integrationsproblemer. Men ellers kunne en styrket grænsekontrol ved Øresundsbroen blive nødvendig.«
Mercado forventer og tror, at svensk politi arbejder tæt sammen med dansk politi for at løse problemerne.
»Jeg håber, at justitsminister Peter Hummelgaard hurtigst muligt tager et møde med den svenske justitsminister om de aktuelle udfordringer. Desuden synes jeg, Hummelgaard skal indkalde partierne bag Bandepakke IV til forhandlinger, så vi hurtigt kan træffe nogle beslutninger for at imødekomme situationen,« siger Mai Mercado.
SF så gerne, at svenskerne gjorde de unge svenske kriminelle det klart, at Danmark slår hårdere ned på personfarlig kriminalitet begået af mindreårige, end Sverige gør.
»Med fare for at der går konkurrence i at komme med alle mulige forslag, så kunne jeg godt tænke mig, at de svenske myndigheder gjorde en indsats for at gøre det helt klart, at der er markante straffe for drab- og drabsforsøg, der er helt anderledes end dem, de kender fra Sverige,« siger retsordfører Karina Lorentzen.
Hun mener nemlig ikke, at hverken de unge eller størstedelen af de lidt ældre personer i de kriminelle miljøer i Sverige faktisk er klar over, hvad straffene er i Danmark.
Derudover så Karina Lorentzen gerne, at politiet i både Sverige og Danmark blev bedre til at finde de steder, hvor de unge rekrutteres på sociale medier og krypterede apps til at begå kriminalitet.
Hun så også gerne, at dem, der bestiller drabene – altså bagmændene – bliver straffet markant hårdere end i dag.
Liberal Alliances retsordfører, Steffen Larsen ser gerne, at svenskerne for det første sørger for, at man udveksler alle relevante oplysninger med det danske politi i den nuværende situation.
Ligesom Karina Lorentzen mener han også, at de svenske teenagekriminelle ikke ved, at straffen for at begå kriminalitet som ung er helt anderledes hård i Danmark end i Sverige.
»Derfor kunne det være et godt sted at starte, at man hurtigt sørger for, at de forstår, at der er forskel på Danmark og Sverige. Man slipper altså ikke med en lille sanktion, hvis man tager til Danmark for at slå ihjel,« siger han.
B.T. har rakt ud til justitsminister Peter Hummelgaard, men han er endnu ikke vendt tilbage.
Til TV 2 siger han dog, at politiet nu skærper kontrollen ved den dansk-svenske grænse.
»Politiet har besluttet fra i dag af at øge kontrollen ved den dansk-svensk grænse. Vi er i en alvorlig situation, hvor vi må gøre alt, hvad vi kan for at understøtte politiet,« siger Hummelgaard til TV 2.
Den skærpede kontrol omfatter blandt andet forbedret scanning af nummerplader, såvel som fysisk kontrol i togene over Øresund.