Selvom de er rejst ud af landet for at kæmpe for militante islamistiske grupper, har de fleste alligevel fået penge med på rejsen fra den danske stat.

Mindst 84 såkaldte fremmedkrigere har nemlig modtaget en eller flere offentlige ydelser, mens de var udrejst.

Det viser nye tal fra Beskæftigelsesministeriet, skriver tv2.dk.

Mindst 150 personer fra Danmark menes at været taget ud af landet for at kæmpe for militante islamiske grupper i Syrien eller Irak siden 2012. En særlig gruppe fra Politiets Efterretningstjeneste har dog holdt øje med fremmedkrigerne og kan nu opgøre omfanget af skattebetalt støtte til de udrejsende.

PET oplyser, at 56 procent af de 150 fremmedkrigere, hvilket som minimum betyder 84 personer, har modtaget offentlige ydelser. 44 procent har modtaget kontanthjælp, mens 43 procent har modtaget SU. Nogle har også fået arbejdsløshedsdagpenge og andre førtidspension.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) kalder over for tv2.dk tallene for "rystende", "uacceptable" og "skræmmende".

»Det kan man kun tage skarpt afstand fra. Det er ikke meningen, at man skal kunne rejse ud af Danmark og deltage i en konflikt, hvor man kæmper mod danske værdier. Derfor har vi nu strammet op og lavet en lovgivning, som gør, at det ikke kan lade sig gøre i fremtiden,« siger han.

Kontanthjælp og dagpenge er udbetalt af kommuner og a-kasser, der ifølge Ritzau siden har rejst krav om tilbagebetaling på 782.475 kroner.

Det blev i 2017 ulovligt at modtage en lang række ydelser, hvis politiet havde besluttet at inddrage ens pas, fordi man deltager i aktiviteter, som kan indebære eller forøge fare for statens sikkerhed.

Siden har PET arbejdet på at optrevle og stoppe udbetalingen af ydelser til personer udrejst for at deltage i konflikten i Syrien og Irak.

PET vurderer, at flere end en tredjedel af fremmedkrigerne er vendt hjem til Danmark igen, mens hver fjerde er død.