Den danske og grønlandske regering har god grund til at fejre den sikkerheds- og forsvarsaftale, som tirsdag blev underskrevet foran rullende kameraer i New York City.

Det skriver flere danske aviser onsdag.

- Det er en triumf for det kloge og vedholdende diplomati, hvor små stater målt ved befolkningernes størrelse vælger ikke at hidse sig op mødt med provokationer og fornærmelser fra en stormagt.

- Hvis aftalen viser sig at være det papir værd, som den er skrevet på, blev der skrevet udenrigspolitisk historie i New York tirsdag, skriver Berlingske i avisens leder.

Politiken betegner aftalen som et "diplomatisk mesterstykke".

- Umiddelbart er der intet skidt at sige om den aftale, Mette Frederiksen, Jens-Frederik Nielsen og Donald Trump tirsdag underskrev.

- Den sikrer de kommende generationer af grønlændere fuld territorial integritet, ligesom det grønlandske folk nu forhåbentlig ikke længere skal føle sig som alt fra en handelsvare til en kastebold i et geopolitisk spil, skriver Politiken.

Kristeligt Dagblad betegner det som en "historisk aftale om sikkerheden for Kongeriget Danmarks arktiske område" og som en aftale, som den danske regering kan være godt tilfreds med.

Berlingske slår dog fast, at alle stadig skal sove med støvlerne på, så længe USA's præsident hedder Donald Trump. Han gik ifølge avisen også meget langt i at omfavne aftalen.

Politiken mener ligeledes, at Grønlandsaftalen er en højrisikabel affære, og at det stadig er uklart, hvordan detaljerne i aftalen skal fortolkes.

Ekstra Bladet er mere kritisk. Avisen betegner aftalen som en dyrekøbt sejr og mener blandt andet, at det er problematisk, at Trump med den nye aftale kan bruge Grønland til ting, der ikke har noget med Nato at gøre.

Det gælder blandt andet, at USA får lov til at etablere missilforsvarsskjoldet "Golden Dome" i Grønland, lyder det.

- Vi betaler en høj, men uundgåelig pris. Og for den pris har vi købt os noget tid hos et aggressivt USA. Vi kan godt kalde det en sejr, bare vi husker, hvor dyrt den er købt, skriver Ekstra Bladet i avisens leder.

Information kalder i en kommentar aftalen for en sejr for Kongeriget Danmark, men også en "underkastelse for en tyrannisk overmagt".

- Objektivt er deres (USA's, red.) adgang til Grønland og Danmark ikke meget forandret. Men det er ikke en venlig gæst, som vil os det bedste, der har fået bekræftet og måske endda udvidet deres militære kontrol med Grønland.

- Det er en utilregnelig overfaldsmand, som har forhandlet med trusler om erobring og skamløs kolonialistisk foragt for grønlænderne, skriver avisen.

RITZAU