Dansk politiker modsiger Rubio på direkte tv
Rasmus Jarlov udtalte sig om den nye aftale om Grønland.

Rasmus Jarlov udtalte sig om den nye aftale om Grønland.

Rasmus Jarlov modsagde en af Donald Trumps allernærmeste på direkte tv.
»Jeg er uenig,« lød det fra den tidligere folketingspolitiker, da han tirsdag var igennem hos den canadiske tv-station CBCNN.
Her blev han forelagt nogle udtalelser fra den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, der roste sin chef for den aftale, der er blevet indgået mellem Grønland, Danmark og USA.
Her lød det blandt andet, at det slet ikke havde været muligt uden Donald Trump.
»Mange tidligere amerikanske præsidenter har forstået den geografiske vigtighed af Grønland. Det her er den første præsident, der faktisk har gjort noget ved det,« sagde Marco Rubio eksempelvis til Fox News.
Men Rasmus Jarlov, der tidligere har været grønlandsordfører for De Konservative, var af en anden mening.

»Vi har aldrig afvist nogen amerikanske anmodninger i Grønland. Hvis de var kommet til os og havde sagt, at de var bekymrede for kinesiske forespørgsler, ville vi glædeligt have talt med dem. Og vi kunne have opnået en endnu bedre aftale for amerikanerne,« sagde Jarlov.
Og så understregede den danske politiker, at man ikke får en god aftale ud af true med invasion eller med at »stjæle« et andet lands territorium – med henvisning til Donald Trumps tidligere retorik omkring Grønland.
»Det bryder alliancer, og jeg håber ikke, at USA vil fortsætte af den vej,« sagde Rasmus Jarlov på CBCNN:
»Og det er det, vi kigger efter nu: Er det slut med at tale til hinanden på den måde – og med at true hinanden på den måde?«
Rasmus Jarlov fik også sagt, at Danmark har følt sig som en fjende af USA i de seneste år på grund af udmeldingerne fra Det Hvide Hus.
Og han sagde også, at den eksisterende aftale om Grønland fra 1951 faktisk var bedre for USA end den nye, der tirsdag blev endegyldigt underskrevet ved FNs Generalforsamling.
Rasmus Jarlov sidder i da i kommunalbestyrelsen i Roskilde.