Aftale om hjælpepakker vil hjælpe virksomheder med at overleve, men der er brug for varslingssystem, siger DI.

Det er helt afgørende for flere virksomheders overlevelse, at der er landet en ny aftale om hjælpepakker til erhvervs- og kulturlivet.

Det siger medlemsdirektør i Dansk Industri Lars Frelle-Petersen.

- Det vil hjælpe rigtig mange virksomheder med at holde skindet på næsen, siger han.

Aftalen betyder, at hjælpepakkerne forlænges frem til 31. januar 2021.

I alt er der afsat 8,2 milliarder kroner til at hjælpe dansk erhvervs- og kulturliv frem til da.

I Dansk Industri er man tilfreds med, at danske virksomheder nu kan få noget luft de næste tre måneder.

- Vi er i en hård periode for rigtig mange virksomheder, og udsigten er ikke særlig god de kommende måneder. Derfor er det rigtig vigtigt, at pakkerne både er mere omfattende og mere langsigtede, siger medlemsdirektøren.

Til gengæld efterlyser Lars Frelle-Petersen, at regeringen blandt andet bliver bedre til at gøre virksomheder opmærksomme på, hvis nye restriktioner er på vej.

- Vi har brug for et varslingssystem, så restriktioner ikke kommer som en tyv om natten og lukker virksomhederne ned, hvilket også gør det helt umuligt for virksomheder at planlægge ordentligt, siger han.

Dansk Industri ser også gerne, at der bliver indført et coronapas, der dokumenterer, at man ikke er smittet, så erhvervsrejsende lettere kan rejse på tværs af landegrænser.

Hos Dansk Erhverv vurderer direktør Brian Mikkelsen, at den nye kompensationspakke indeholder flere fornuftige elementer, men også flere mangler.

- Vi har i Dansk Erhverv netop efterlyst, at aftalen rakte ind i næste år, så virksomhederne ved, hvad de har at holde sig til. Det er nu sket, og det er godt, siger han tirsdag i en pressemeddelelse.

Han opfordrer samtidig politikerne til at udbetale danskernes resterende feriepenge, hvilket der ikke er langt op til i den nye aftale.

Ifølge Brian Mikkelsen indeholder aftalen heller ikke nok hjælp til hotel- og restaurationsbranchen.

- Her og nu kan jeg sige, at der bliver behov for at se på et loft over støtte og en mere tilgængelig dvaleordning, hvor man kan nedlukke dele af sin virksomhed, siger han.

/ritzau/