Konventionelt frugt og grønt fra danske marker og drivhuse indeholder færre pesticidrester end udenlandsk frugt og grønt, viser ny rapport. Hvis man helt vil undgå pesticidresterne, skal man vælge økologisk frugt og grønt fra Danmark.

Mens der bliver fundet pesticidrester i halvdelen af de danske frugter, gælder det for syv ud af ti af de frugter, vi importerer fra andre EU-lande. Og for tre ud af fire frugter importeret uden for EU.

Dermed er der fortsat færrest rester af pesticider i dansk frugt og grønt, viser den årlige pesticidrapport fra Fødevarestyrelsen.

Og det er noget, der falder i god jord hos fødevareminister Dan Jørgensen (S):

»Det er glædeligt, at den årlige rapport igen sætter en tyk streg under, at hvis man vil undgå kemi og mindske sit indtag af pesticidrester, skal man vælge dansk frugt og grønt - allerhelst selvfølgelig økologisk,« siger han.

Når der alligevel findes pesticidrester i hver anden danske frugt, er det typisk i mængder, der ligger langt under grænseværdierne, understreger DTU Fødevareinstituttet, der står bag rapporten. Instituttet vurderer ikke, at de pesticidrester, der forekommer i fødevarer på det danske marked, bør give forbrugerne anledning til sundhedsmæssige bekymringer.

»Dansk frugt og grønt stikker endnu en gang af fra det udenlandske og ligger langt under grænseværdierne for pesticidrester. Det viser, at dansk gartneri og dansk landbrug er ansvarlige og har set fordelene ved at kunne markedsføre sig over for forbrugerne på sundhed og sikkerhed,« siger Dan Jørgensen.

DTU har analyseret cirka 2.500 prøver, hvoraf knap 200 var økologiske. Og hvis man vil være helt sikker på at undgå pesticidrester, skal man købe danske økologiske varer, for de har ingen spor af sprøjtemidler.

»Det viser bare, at den danske økologi er i verdensklasse, og det skal vi være glade for, for det er noget, man lægger mærke til uden for landets grænser, og det er med til at give hele den danske fødevareproduktion et godt ry i udlandet og et stort salgspotentiale i udlandet,« siger fødevareministeren.

Blandt danske grøntsager blev der fundet pesticidrester i 18 procent af varerne, mens der blev fundet rester af sprøjtemidler i knap halvdelen af grøntsagerne fra andre EU-lande og i lidt over halvdelen fra lande uden for EU.

Mens kun 0,3 procent af de danske grøntsager overskred grænseværdierne for pesticidrester, gælder det for 1,2 procent af grøntsager fra andre EU-lande og tre procent fra lande uden for EU.