Dansk Folkepartis ungdomsformand deler video med lyshårede kvinder og budskabet ‘never mix’
Det var en fejl at videredele den, siger Mads-Magnus Damm, mens moderpartiet møder hård kritik for lignende sager.

Det var en fejl at videredele den, siger Mads-Magnus Damm, mens moderpartiet møder hård kritik for lignende sager.

De racistiske undertoner er svære at overse.
Instagram-profilen ‘vrilismus’ deler indhold, som handler om den hvide hudfarve, blandt andet en video fyldt med hvide, lyshårede kvinder og ordene ‘never mix’ – ‘bland ikke’.
Netop den video har Dansk Folkeparti Ungdoms formand, Mads-Magnus Damm, videredelt på sin Instagram-profil.
Det viser et besøg på hans profil fredag morgen – få dage efter moderpartiet bliver anklaget for at have givet ‘likes’ på sociale medier til indhold, som – ifølge Radikale Venstre – må betegnes for racistisk.
Mads-Magnus Damm oplyser til B.T., at han ikke kan huske videoen, men konstaterer, at han nok har videredelt den, fordi der var kønne piger i. Efter B.T.s henvendelse har han fjernet sin videredeling.
»Nu var jeg lige inde og kigge på den profil, og jeg kan da godt se, at der var andre ting end det, så derfor har jeg ikke-videredelt den nu,« siger han.
Når du ser videoen: Synes du, at den er racistisk?
»Nej, det synes jeg ikke.«
Hvordan forstår du ‘never mix’?
»Jaeh …«
Profilen hylder 'den hvide race' og lægger billeder op, hvor der står 'white lives matter', og så ser man videoen med kun lyshårede kvinder, hvor der står ‘never mix’. Man kunne få den tanke, at det handlede om, at man ikke skal blande hudfarver eller genetik. Tænker du også det?
»Det har jeg sgu ikke rigtig nogen holdning til,« siger Mads-Magnus Damm. »Det er ikke noget, jeg har noget problem med.«
Hvorfor har du så fjernet din videredeling?
»Fordi jeg kunne se, at den tilhørte en profil, som også har delt andre ting. Der kunne jeg godt forstå, at det kunne se uheldigt ud.«
En profil, som skriver ‘white lives matter’, hylder 'den hvide race' og deler en video med udelukkende lyshårede kvinder og skriver ‘never mix’, har du ikke noget problem med?
»Jeg har ikke noget problem med, at man vil hylde hvide mennesker.«
Har du et problem med, at man skriver ‘never mix’ i den kontekst?
»Det har jeg jo, hvis hensigten er at sige, at hvide ikke må være sammen med sorte, eller hvad ved jeg. Det, synes jeg da, er problematisk,« siger han.
Når du ser den video, er det ikke det indtryk, du får? At den antyder, at man ikke skal blande hudfarver eller gener?
»Det gør jeg måske nu, efter vi har snakket sammen. Men jeg tror ikke, det er noget, jeg har tænkt over, vil jeg sige. For så tror jeg også, jeg havde været klog nok til ikke at dele den.«
Mads Magnus-Damm fortryder at have delt videoen, efter B.T. har kontaktet ham.
Men umiddelbart er det langtfra første gang, at DF’ere bifalder indhold på sociale medier, som tager udlændingekritikken adskillige nøk længere til højre end partiets officielle linje.

Denne uge skrev TV 2, at Dansk Folkepartis officielle TikTok-profil angiveligt har ‘liket’ et kunstigt billede af Morten Messerschmidt med en skala over hudfarver og ordene: ‘Not okay’ ud for de brune.
Folketingsmedlemmet Allan Feldt skal have liket et kunstigt billede af Morten Messerschmidt med ordene: ‘Rejs hjem til lerhytten’.
Da B.T. onsdag ringede til Anders Vistisen for at spørge, om DFs profil rent faktisk har liket billedet med hudfarve-skalaen, lød forklaringen, at han ikke ved det, hvorefter han nægtede at lade sig interviewe videre og til sidst smækkede røret på.
»Det er så sindssygt dumt,« sagde B.T.s politiske redaktør, Emilie Jäger, om sagen i torsdagens udgave af podcasten B.T. Valgkamp.

Politisk kommentator Joachim B. Olsen mener også, at det påvirker Dansk Folkeparti negativt.
»Der er simpelthen ikke plads til det der, og det stjæler så meget opmærksomhed,« sagde han i samme podcast-udsendelse.