Flere personer i Dansk Folkepartis bagland mener, at partiet er klar til ministerposter. Med den store succes ved valget er det oplagt, lyder det.

Dansk Folkeparti er modnet og klar til at gå i en regering og have ministerposter.

Sådan lyder det fra en række lokalforeningsformænd i Dansk Folkepartis bagland i Jyllands-Posten.

De mener, at partiet har et ansvar efter den store succes ved folketingsvalget, hvor det endte med at få 21,1 procent af stemmerne og dermed 37 mandater.

Læs også:

Læs også:

En af de personer fra baglandet, der mener, det er oplagt, at Dansk Folkeparti skal have ministerposter, er Elisa Hansen, der er lokalformand på Langeland.

»Vælgerne har givet et vink med en vognstang om, at nu skal der ske en ændring. Og dermed skal vi jo også have nogle af de områder, hvor Dansk Folkeparti altid har stået for en opstramning. Jeg mener, at Justits- og Finansministeriet er selvskrevne, og resten skal forhandles. Så tager og giver vi derfra,« siger hun til Jyllands Posten.

Ifølge hende er det op til partiets formand, Kristian Thulesen Dahl (DF), at beslutte, om partiet får størst indflydelse i eller uden for en borgerlig regering. Dog mener hun, at det ud fra partiets størrelse er tid til, at partiet sætter sig på ministerposterne. Sker det, er det første gang i partiets historie.

Udmeldingen kommer på dagen, hvor de borgerlige partier sætter sig ved forhandlingsbordet for at diskutere et muligt regeringssamarbejde. Forhandlinger ventes at blive lange og hårde, fordi partierne i blå blok er gået til valg på en lang række forskellige ting.

Det er blandt andet forholdet til EU, skattepolitikken og den offentlige sektors størrelse, der deler partierne.