Tirsdag skal Folketinget beslutte, om Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, skal have ophævet sin parlamentariske immunitet. Han skal igen i retten for EU-svindel og dokumentfalsk.

Det stiller medlemmerne af Messerschmidts parti i en noget absurd situation.

Dansk Folkeparti oplyser til B.T., at de kommer til at stemme for at ophæve formandens immunitet – men, at det er en beslutning, de træffer med ro i sindet.

De tror nemlig på, at deres Messerschmidt bliver fuldstændig frikendt.

»Dansk Folkeparti går efter fuld frifindelse i den her sag. Hvis anklagemyndigheden i det her land beder om at få lov til at prøve en sag mod et medlem af Folketinget, så er det helt klart vores udgangspunkt, at de skal have lov til det,« siger Peter Kofod, gruppeformand i Dansk Folkeparti.

Sagen, der skal for retten, er kendt som Meld og Feld-sagen og har én gang tidligere ført til en betinget fængselsstraf på seks måneder for Messerschmidt.

Det skete sidste år, men efter afgørelsen kom det frem, at dommeren i sagen kunne opfattes som inhabil.

Ekstra Bladet kunne nemlig afsløre, at dommeren havde liket et Facebook-opslag, der opremsede en række politikere, som ikke blev straffet for deres ugerninger – herunder Morten Messerschmidt.

Meld og Feld-sagen drejer sig kort fortalt om uberettiget udbetaling af EU-midler til en konference, som blev holdt i forbindelse med Dansk Folkepartis sommergruppemøde i 2015.

Der er med al sandsynlighed et overvældende flertal blandt Folketingets medlemmer for, at Morten Messerschmidts parlamentariske immunitet bliver ophævet – og dernæst skal i retten endnu en gang.