Et elendigt valg på alle måder må det siges at have været for Dansk Folkeparti.

De mister ikke kun 21 mandater, de må også vinke farvel til 55 millioner kroner i partikassen.

Hvert år udbetaler Økonomi- og Indenrigsministeriet partistøtte efter det antal stemmer, et parti har høstet ved et valg.

Den nuværende sats ligger på 33 kroner per stemme, og sidste år lå den på 32,25 kroner.

Det vil sige, at Dansk Folkeparti sidste år fik udbetalt knap 24 millioner kroner om året.

Så fordi partiet fik 433.505 færre stemmer ved onsdagens valg, betyder det, at de nu kun vil modtage lidt over 10 millioner kroner.

På årlig basis får de 13,7 millioner kroner mindre i støtte.

Det vil altså sige 55 millioner kroner mindre de næste fire år.

Dansk Folkeparti er ikke det eneste parti, der for fremtiden må sande en knap så fyldt partikasse.

Liberal Alliance får knap seks millioner kroner mindre i partistøtte i forhold til sidste år, mens Alternativet må lide et tab på godt to millioner.

Og selvom Rasmus Paludans parti Stram Kurs ikke kom i Folketinget, kommer partiet stadig til at modtage et par millioner i partistøtte.

De 63.093 mennesker, der stemte på Stram Kurs, har nemlig sikret partiet lidt over to millioner kroner i kassen.

Det er ikke sket siden Jordskredsvalget i 1973, at et parti har mistet så mange mandater, som Dansk Folkeparti gjorde ved onsdagens folketingsvalg.

Ved det historiske valg i 1973 gik Socialdemokratiet 24 mandater tilbage.

Ved valget blev de to nye partier, Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne, valgt ind i Folketinget..

De havde henholdsvis Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen som leder.