Dansk Folkeparti har over flere dage holdt møder og indfører nu nye retningslinjer om udgivelsen af debatindlæg.
Det sker efter partiet stod bag en skandaleombrust kronik i Jyllands-Posten, som var spækket med falske citater og siden er blevet fjernet fra avisens hjemmeside.
Det fortæller partiets Europa-parlamentariker Anders Vistisen torsdag til B.T.
Tidligere har Dansk Folkeparti anerkendt, at der var »faktuelle fejl«, og beklaget i opslag på sine sociale medier.
Men indtil nu har partiet ikke ville fortælle, hvad sagen egentlig har fået af konsekvenser internt.
Partiformand Morten Messerschmidt »flygtede« sågar fra en TV 2-reporter, der forsøgte at få svar på spørgsmål om kronikken tidligere på ugen.
»Det har været en større proces, som vi har brugt nogle dage på. Men nu er de nye retningslinjer blevet implementeret,« siger Vistisen til B.T.
»Vi har haft en snak om, hvordan vi får strammet op, for tingene skal være faktuelt korrekte. Nu kan man roligt være tryg ved, at der er strammet op på proceduren. For vi har lavet en gennemgang og rettet op på det.«
Hvorfor er det dig, som EP-medlem, og ikke for eksempel Morten Messerschmidt selv, der fortæller det her nu?
»Det er fordi, jeg også er en del af ledelsen. Det er et praktisk valg, at jeg nu her er den heldige vinder.«
Et særligt kritikpunkt i det stormvejr, som Dansk Folkeparti har bundet sig i, har handlet om, hvorvidt partiet gjorde brug af kunstig intelligens til kronikken.
Det nægter Anders Vistisen fortsat at svare på.
Til gengæld fortæller han, at der var »flere medarbejdere og politikere,« der var ind over kronikken.
»Men vi kommer ikke til at hænge nogen ud. Og vi synes i det hele taget, det er underligt, at vi ikke kan have en debat om remigration uden nazi-beskyldninger, hvilket var substansen i kronikken.«
Hvis I er trætte af, at I mener, debatten er løbet af sporet, så kunne I vel bare have ladet være med at fejlcitere folk?
»Ja, og når man laver fejl, så skal man også beklage. Det har vi gjort.«
Den fejlbehæftede kronik vakte særligt opmærksomhed på grund af timingen.
Partiformand Morten Messerschmidt havde nemlig lige inden kronikkens udgivelsen meldt ud, at han sagsøger leder af Radikale Venstre Martin Lidegaard for injurier.
Blandt fordi Lidegaard i en debat har påstået, at Dansk Folkepartis omdiskuterede hjemsendelses-politik skulle handle om folks hudfarve.
Så din formand truer folk med at hive dem i retten, for at lægge ham ord i munden. Samtidig laver I den her fejl. Hvor meget troværdighed synes du selv, I har tilbage lige nu?
»Jeg synes, vores troværdighed er meget høj. For vi har gjort det modsatte af De Radikale. Vi har sagt undskyld og lagt os fladt ned.«
Men kan du forstå, at folk har påpeget, at det virker hyklerisk?
»Jeg kan godt forstå, at man synes, det har været torskedumt. Og at timingen virker træls,« siger Vistisen og fortsætter:
»Men Radikale Venstre har altså ikke undskyldt endnu. Det burde medierne have mere fokus på end det her medierundhyl over nogen citationstegn, der ikke skulle have været der.«
Det lyder som om, du nu smider offerkortet?
»Det gør man ikke, når man tager ansvar, hvilket netop er det, vi gør. Men det er da et underligt fokus.«
Du vil ikke svare på, om I har brugt kunstig intelligens eller ej. Kan du så i det mindste fortælle, hvad det er for nogle nye retningslinjer?
»Det er internt. Jeg kan sige, at vi er overbeviste om, at lignende ikke kan ske igen. Vi har strammet op på vores procedurer og indsat nye retningslinjer,« gentager han.
Kronikken havde overskriften »Remigration er ikke deportation« og stammer fra 13. november.
Ifølge Jyllands-Postens journalistiske chef indeholdt den en række forkerte udsagn fra blandt andre tidligere Venstre-minister og debattør Søren Pind, chefredaktør for Weekendavisen Martin Krasnik og Enhedslistens leder, Pelle Dragsted.
