Dansk Folkeparti er klar med et særligt plejehjemudspil og vil kalde til pressemøde torsdag morgen klokken 8:00. Det oplyser Dansk Folkeparti til B.T.
Udspillet indeholder en række forslag, som skal løfte kvaliteten af danske plejehjem for rundt regnet fire milliarder kroner.
»Ældrepolitikken er jo hjerteblod for os, og vi skylder de ældre en langt bedre behandling end de får i dag. Ikke mindst dem, som er i en del af livet, hvor har brug for hjælp fra andre mennesker,« siger Morten Messerschmidt.
De fire milliarder finansieres ved at spare på en række andre områder. Herunder en effektivisering af jobcentrene, besparelser på integrationsydelsen og en afskaffelse af det såkaldte midlertidige børnetilskud, der blev indført 1. januar 2020 og løbende er blevet forlænget.
Morten Messerschmidt, skal de fattige børn så betale for deres gamle bedsteforældre?
»Den klart overvejende del af det midlertidige børnetilskud går til indvandrerfamilier. Her vil vi gerne give dem et incitament til at komme i arbejde.«
Men der er jo stadigvæk tale om børnefamilier med svag økonomi. Hvorfor er det mere rimeligt at spare her fremfor på de ældre?
»Børnefamilierne har også meget bedre mulighed for selv aktivt at gå ud og forbedre deres egen økonomi ved at tage arbejde. Den mulighed har ældre ikke,« siger Morten Messerschmidt.
Dansk Folkepartis udspil rummer i alt otte forslag.
Blandt andet vil Dansk Folkeparti udbrede ordningen med plejehjemslæger til alle plejehjem i Danmark. Partiet vil sikre gunstige betingelser for, at flere praktiserende læger vil blive plejehjemslæger.
Derudover skal danske plejehjem udstyres med eget køkken, som tilbereder hjemmelavede måltid til de ældre dagligt.
»Det betyder meget for den enkeltes glæde og daglige velvære, at man bor et sted, hvor der dufter af det måltid, som bliver tilberedt og man skal ind og spise. For mange ældre får leveret vakuumpakket mad. Det er ikke godt nok,« siger Messerschmidt.
Desuden vil Dansk Folkeparti give plejehjem lov til at holde hunde eller katte, som kan glæde de ældre beboere.
