Dansk Arbejdsgiverforening (DA) er åben for at deltage i en eventuel trepart, hvor arbejdstiden for småbørnsforældre skal drøftes.

Det siger organisationens direktør, Jacob Holbraad, i forbindelse med at Socialdemokratiet lørdag vil præsentere et børneudspil.

- Vi anerkender, at debatten har fyldt meget, så skulle der komme en trepartsforhandling, ville vi naturligvis møde op, siger han til Ritzau.

Ritzau har forud for præsentationen set et uddrag af børneudspillet fra Socialdemokratiet.

Her fremgår det, at forældre skal have mulighed for at gå et antal timer ned om ugen i en periode, mens de har små børn.

Forældrene skal samtidig kunne få økonomisk støtte for de timer, som de går ned i tid, for eksempel svarende til niveauet for barselsdagpengesatsen.

Udspillet indeholder fem principper for "Børnetid". Det er partiets plan, at dette skal udvikles i en trepart med lønmodtagere og arbejdsgivere.

Dansk Arbejdsgiverforening ville ved eventuelle forhandlinger have tre fokuspunkter.

Arbejdsudbuddet og konkurrenceevnen må ikke forringes, og ligestillingens fremskridt må ikke kastes over styr.

- Man skal tænke sig rigtig godt om, hvis man skal lave sådan en ordning. Hvis det kun er kvinder, der benytter ordningen, risikerer man at skubbe ligestillingen tilbage, lyder det fra direktøren.

Jacob Holbraad siger dog, at han tror på, at en ordning ville kunne lykkes.

Også Dansk Industri har kommenteret forslaget fra Socialdemokratiet.

Der appelleres herfra til, at man holder fast i princippet om, at "arbejdstid skal aftales mellem virksomhed og medarbejder".

Det erklærer Jacob Holbraad sig enig i.

- Løn og arbejdsvilkår på det danske arbejdsmarked aftales i overenskomstforhandlinger. Det er meget centralt for os, at man holder fast i det, siger han og tilføjer:

- Det er fornuftigt nok at have en diskussion ved siden af om, hvordan man kan indrette det, men udgangspunktet er, at det aftales mellem arbejdsmarkedets parter.

/ritzau/