Danmarksdemokraterne vil have akutpakke mod stigende udgifter
Tre punkter indgår i Danmarksdemokraternes plan for lavere priser til danskerne, siger Inger Støjberg i tale.
Tre punkter indgår i Danmarksdemokraternes plan for lavere priser til danskerne, siger Inger Støjberg i tale.
Danmarksdemokraterne vil have en akutpakke, der skal sænke danskernes udgifter til varme, energi, benzin, diesel og transport.
Det siger formand Inger Støjberg (DD) lørdag i sin landsmødetale i Herning Kongrescenter.
Partiet vil blandt andet sænke afgifterne på benzin og diesel til EU’s minimumssats frem til næste sommer.
- Når benzin og diesel er så dyrt, så er det helt urimeligt, at staten skummer fløden med yderligere afgifter.
- Danskerne skal have råd til at køre på arbejde, passe deres uddannelse og besøge deres familie. Også hen over vinteren. Derfor skal benzin- og dieselafgiften ned nu, siger hun.
Danmarksdemokraterne stod allerede sidste år bag et beslutningsforslag om at sænke afgifterne på benzin og diesel til EU's minimumssats.
Partiet ønsker også at videreføre det forhøjede befordringsfradrag, som Folketinget hævede i sommer.
Det skal hjælpe pendlere, der blev hårdt ramt af netop de stigende priser på benzin og diesel.
Forhøjelsen af fradraget udløber med udgangen af i år, men i lyset af de stigende priser vil Danmarksdemokraterne lade det forhøjede fradrag løbe til og med næste år.
Som tredje punkt i akutplanen vil Danmarksdemokraterne hjælpe de danskere, der har gasfyr i private hjem.
Her vil partiet også sænke afgifterne på naturgas til EU's minimumssats frem til sommeren 2027.
- Det er ikke rimeligt, at folk skal betale en høj afgift oven i de her unormalt høje gaspriser, siger Inger Støjberg.
- En familie, der får fuld gavn af de her tre forslag, vil kunne spare omkring 10.000 kroner om året, siger hun.
Hun kalder akutpakken for "et afgørende krav" for Danmarksdemokraterne i de forhandlinger om næste års finanslov, der blev skudt i gang tidligere i denne uge.
Regeringen ventes ikke at indgå en samlet finanslovsaftale, hvor Danmarksdemokraterne indgår.
Der bliver dog også lavet delaftaler på skatteområdet, og her kan Danmarksdemokraterne måske komme med i en aftale. Partiet forhandler samlet sammen med Venstre, De Konservative og Liberal Alliance.
RITZAU