Mandag er dag to for Lars Løkke Rasmussen. Selv om det egentlig er mandag, at hans bog 'Om de fleste – og det meste' udkommer, så var det søndag, at den eksploderede i det politiske Danmark og satte en masse spekulationer i gang, om ikke Lars Løkke Rasmussen havde tænkt sig at starte et nyt parti.

Og på denne solrige mandag kan Løkke så sidde i lejligheden i Nyhavn, stirre ind i telefonen, vente tålmodigt og håbe, at den ringer.

»Det, som Løkke har gjort med den her bog, det er at sige 'ring til mig'. Det kan være politikere, som han kan starte sit parti med, eller det kan være finansfolk, som kan skyde penge i projektet,« siger Søs Marie Serup, politisk kommentator og tidligere særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen.

»Nu er det bare at vente nogle dage. I hvert fald hvis Løkke vitterlig vil lave et nyt parti. Jeg tror ikke selv, at han rigtig ved det,« siger hun.

Tidligere statsminister og formand for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, præsenterer sin nye erindringsbog "Om De Fleste - Og Det Meste". Det var kun Jan E. Jørgensen fra Venstres folketingsgruppe, der dukkede op.
Tidligere statsminister og formand for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, præsenterer sin nye erindringsbog "Om De Fleste - Og Det Meste". Det var kun Jan E. Jørgensen fra Venstres folketingsgruppe, der dukkede op. Foto: Emil Helms
Vis mere

Politisk kommentator på Altinget Erik Holstein siger præcis det samme.

»Jeg er oprigtigt i tvivl om, hvad han har tænkt sig. Jeg tror faktisk også, at han selv er i tvivl. Nu tror jeg, at han ser tiden an i de kommende dage. Hvis der er nogle personer, som vil gå ind i et nyt projekt med ham, så kan det være, at de ringer. Er telefonen helt tavs, så formindsker det nok hans lyst til at lave et nyt parti,« siger Erik Holstein.

Søndag var Løkke Danmarks mest omtalte person. Også internt i partiet Venstre. Her var det ikke for det gode. Selv Løkkes gamle venner tog afstand fra den tidligere statsminister og sagde, at Løkkes kritik af formand Jakob Ellemann-Jensen og i det hele taget partiet Venstre var 'trist', 'ærgerlig' og andre tilsvarende fraser.

»Han har brændt alle sine broer i sit gamle parti. Hvis han troede, at han kunne skyde sig ind i varmen igen på en eller anden måde, så har han skudt helt forbi,« siger Erik Holstein.

Hvis broerne er brændte, hvad er så vejen frem for en tidligere statsminister? For de fleste i samme situation går vejen uden om parlamentet. For konservative Brian Mikkelsen, der både har tjent som justitsminister, kulturminister og erhvervsminister, var det et job som direktør i Dansk Erhverv, der trak.

Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen er blevet højtbetalt konsulent og sikkerhedsrådgiver, og Helle Thorning-Schmidt har brugt sin politiske erfaring som direktør i Save The Children International, hvis danske filial kendes herhjemme som Red Barnet.

Er det en attraktiv vej at gå for en mand, der blev elevrådsformand i femte klasse, som oprettede en afdeling for Venstres Ungdom i Græsted og stillede op til kommunalvalget som 21-årig?

»Der er mange tidligere toppolitikere, som affinder sig med at bruge deres politiske viden uden for Christiansborg i erhvervslivet. Det tiltaler bare ikke Løkke,« siger Søs Marie Serup.

Løkke blev hyldet på Venstres landsmøde i 2019 for hans mangeårige indsats. I dag ville mængden snarere buhe ham ud.
Løkke blev hyldet på Venstres landsmøde i 2019 for hans mangeårige indsats. I dag ville mængden snarere buhe ham ud. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Selv om Løkke sandsynligvis har ødelagt alle sine muligheder i Venstre, og det måske har lange udsigter med et nyt parti, så besidder Løkke nogle talenter, som de færreste andre politikere har.

»Jeg plejer at sige om ham, at hvis han var en ræv, og der var en jæger ved alle udgangene i rævegraven, så gravede han en ny vej ud,« siger Søs Marie Serup og fortsætter:

»Hvis du smider et blankt stykke papir, så går han nemt i stå. Han er derimod bedst, når han er presset. Jo flere sten, som du smider på vejen foran ham, jo bedre klarer han sig,« siger hun.

Den egenskab kom i spil 3. juni 2014, hvor alle landsdækkende medier havde rapporteret, at Venstres daværende formand Lars Løkke Rasmussen ville træde tilbage samme aften på Venstres ekstraordinære bestyrelsesmøde i Odense Congress Center.

Der var dystre miner i Odense Congress Center tirsdag d. 3. juni 2014, hvor Lars Løkke Rasmussen - stik mod alle forventninger - fastholdt sit formandskab og hvor næstformand Kristian Jensen forblev netop det - næstformand.
Der var dystre miner i Odense Congress Center tirsdag d. 3. juni 2014, hvor Lars Løkke Rasmussen - stik mod alle forventninger - fastholdt sit formandskab og hvor næstformand Kristian Jensen forblev netop det - næstformand. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Det skete ikke. Efter et sagnomspundet møde i kælderen med partisekretær Lars Krarup, næstformand Kristian Jensen og Løkke selv blev Løkke siddende. Ifølge hans egen bog skyldtes det, at der simpelthen ikke var flertal for Kristian Jensen som formand.

Men ifølge den mere udbredte historie truede Løkke med at køre den populære Søren Gade ind som formandskandidat. En styg trussel, der fik Kristian Jensen til at miste det mod, som et bredt udsnit af Venstres medlemmer i det hele taget tvivlede på, at han besad. Der blev skabt et delt formandsskab, som for Kristian Jensen viste sig relativt værdiløst, og Løkke fortsatte som formand.

I 2016 ville Liberal Alliance med Anders Samuelsen i spidsen trække støtten til Løkke, hvis ikke han som statsminister sikrede topskattelettelser på fem procent. Men Dansk Folkeparti blokerede for de planer, så Løkke kunne ikke levere.

Alt så sort ud for Løkke, som til Venstres landsmøde pludselig forklarede, at regeringen blev udvidet, og der blev givet ministerposter til Liberal Alliance og De Konservative. Det fik Anders Samuelsen ned fra det berømte træ, ind i en ministerbil og – måske ikke uvæsentligt – berettigede ham til 126.586 kroner om året i ministerpension, fra han rundede 67 år, og frem til han stiller træskoene.

Det er to eksempler på, at Løkke finder udveje. Veje, som de fleste andre ikke ser. Spørgsmålet er, om han kan finde en vej nu.

»Jeg tror gerne, at Løkke vil skabe sit eget parti, selv om det på mange måder er en gave til Mette Frederiksen, da det yderligere splitter blå blok,« siger Erik Holstein og fortsætter:

»Han savner en egentlig mærkesag. Hvor Dansk Folkeparti har udlændingepolitikken, og Liberal Alliance har skattelettelser, så er det eneste, som Løkke har noget lidt diffust om, at Pernille Vermund og andre ude på det yderste højre ikke skal diktere det borgerlige Danmark.«

Men er det ikke et budskab, som der kan være mange, der bakker op om?

»Jo, måske hvis du laver en uforpligtende måling, hvor Venstres vælgere svarer lidt hurtigt. Men når det kommer til stykket, og de endelig står i stemmeboksen, så tvivler jeg på det. Tag ikke fejl, flertallet af Venstres vælgere er på linje med Støjberg i udlændingepolitikken,« siger Holstein og fortsætter:

»Jeg tror, at det bliver svært for ham.«