Danmark tabte torsdag en sag ved EU-domstolen om salg af løs snus.

Nederlaget kommer, efter at Danmark i årevis har tilladt salg af snus, selv om det er i strid med EUs tobaksdirektiv.

I 2013 forsøgte den daværende regering af få indført et forbud mod salg af løs snus, men det blev ikke til noget, da der ikke var flertal for det.

I foråret 2015 vedtog et flertal i Folketinget at forbyde salget fra årsskiftet.

Alligevel får Danmark en røffel fra EU-domstolen for at have »opretholdt en retstilstand, hvor salg af løs snus fortsat er tilladt«.

EU-domstolen konkluderer således, at Danmark har »tilsidesat sine forpligtelser« og dømmer Danmark til at betale sagens omkostninger.

Domstolen noterer i afgørelsen, at man i overensstemmelse med retspraksis ikke tager ændringer i betragtning, der er sket efter optagelsen af sagen til behandling.

BNB