Regeringen undlader at høste de lavthængende frugter ved energibesparelser, lyder det fra Rockwool. Det offentlige kunne spare 74 procent af sit energiforbrug.

Energi og CO2 for milliarder af kroner fosser ud af bygningerne herhjemme, og Danmark sakker agterud og er godt på vej til at miste den førertrøje, vi havde tidligere.

Sådan lyder det fra isoleringsvirksomheden Rockwool. Koncernen påpeger i en ny miljørapport, at Danmark ikke plukker de lavesthængende frugter i form af oplagte energibesparelser. Vi er simpelthen ved at tabe den tidligere førerposition inden for isolering af bygninger, siger Rockwools adm. direktør, Johan Prior Knock.

- Vi ved, at 40 procent af det samlede CO2-udslip stammer fra bygninger. Vores selvopfattelse i Danmark går på, at vi er de bedste på det område. Det har vi også været engang, men vi er ved at tabe til store lande som Tyskland, Frankrig og Storbritannien, der vil kræve super-lavenergihuse før Danmark. Jeg synes, det ville være klædeligt, hvis vi op til næste års klimatopmøde havde nogle visioner, der kunne bringe Danmark tilbage i førerpositionen, siger Johan Prior Knock til Ritzau.

Hvis en husejer renoverer et dårligt isoleret hus fra før energikrisen til ny standard for lavenergi, kan der spares tusindvis af kroner og op til 11 ton CO2 årligt, tilføjer han.

/ritzau/