Antallet af støttede ngo'er i Israel og Palæstina reduceres fra 23 til 7, oplyser Udenrigsministeriet.

København. Fremover må organisationer i Israel og Palæstina, som modtager støtte af Danmark til menneskerettighedsarbejde i Palæstina, ikke handle eller kommunikere på en måde, der er i uoverensstemmelse med målet om en tostatsløsning for konflikten.

Det er et af de nye krav, der stilles til israelske og palæstinensiske ngo'er, som ønsker dansk støtte.

Antallet af støttede ngo'er i Israel og Palæstina reduceres desuden fra 23 til 7.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Danmark har netop indgået nye aftaler med syv ngo'er fra Israel og Palæstina.

- Det er vigtigt, at de danske støttekroner går til de rigtige formål, siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).

- Menneskerettigheder er en prioritet under det danske landeprogram, og med den nye model for støtten til menneskerettighedsarbejdet i Palæstina får vi fokuseret den danske støtte, samtidig med at vi kommer til at holde nøje øje med brugen af den.

- Støtten skal altid bruges til at fremme mulighederne for en fredelig løsning på konflikten, siger Samuelsen.

De nye regler og kriterier kommer efter en gennemgang af den hidtidige danske støtte til israelske og palæstinensiske ngo'er sidste år.

Der henvises også til et bistandsfagligt ønske om at fokusere støtten til færre organisationer.

De støttede organisationer forpligter sig desuden til, at de ikke diskriminerer. De må heller ikke opildne til vold og had.

Fire af de støttede organisationer er fra Israel. Tre er fra Palæstina. De nye aftaler dækker støtten for 2018.

Udenrigsministeriet oplyser, at man i 2019 vil tilrettelægge en ny og langsigtet strategi for dansk støtte til israelske og palæstinensiske ngo'er.

/ritzau/