Amerikanske krigsskibe i Esbjerg havn og piloter med stars and stripes på skulderen med base på Flyvestation Karup.

Det kan ifølge regeringen være udfaldet af et nyt forsvarssamarbejde, som skal stables på benene med USA.

»Vi er glade for, at USA har rakt ud til Danmark med et forslag om et bilateralt forsvarssamarbejde,« lød det begejstret fra Mette Frederiksen, da hun annoncerede de forhandlinger, der nu skal i gang med supermagten på et pressemøde for kort tid siden.

»Det er en aftale, som vil åbne for mere samarbejde og flere aktiviteter på udvalgte militære lokaliteter i Danmark. Det vil styrke vores samarbejde med USA på en række områder,« tilføjede den nyudklækkede forsvarsminister, Morten Bødskov.

For Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet, kan det nye samarbejde beskrives meget enkelt:

»Det er ganske simpelt en anerkendelse af og et udtryk for, at vi ikke kan forsvare os selv,« siger han til B.T. og understreger, at der er tale om et »ret stort nybrud«.

»Det gør op med den hidtidige strategi, og i den her konstellation bliver vi et transitland. Både vores flyvestationer og havne ligger godt placeret i forhold til Baltikum og Østersøen, der er de områder, der vil være de primære slagmarker i en eventuel konfrontation med Rusland.«

Mette Frederiksen understregede, at det nye samarbejde ikke skal føre til egentlige amerikanske baser på dansk jord, og at samarbejdet ikke har noget at gøre med den højspændte krise mellem Rusland og Ukraine.

»Man kan altid spekulere lidt i timingen, da det hele ruller i Ukraine og vi tilmed lige har fået en ny forsvarsminister, men det er næppe tilfældet,« forklarer Peter Viggo Jakobsen.

»Det er en naturlig forlængelse af en strategisk udvikling. Det er med til at sikre, at USA kommer Danmark til undsætning, og det har været undervejs i noget tid. Det er ikke faldet ned fra himlen på grund af Ukraine.«

Han nævner, at Norge allerede har et lignende samarbejde med USA, hvor man tillader amerikanske atomubåde adgang til havne i det nordlige Norge.

Ifølge Forsvarsministeriet vil forhandlingerne mellem Danmark og USA blive påbegyndt inden for de kommende måneder.

Flere gange på pressemødet understregede Mette Frederiksen, at regeringen med samarbejdet ikke tillader amerikanske atomvåben på dansk jord.