De nordiske lande inklusive Danmark har onsdag underskrevet en aftale om, at man vil samarbejde om at indkøbe droner og relaterede teknologier.
Det fremgår af den finske regerings hjemmeside.
Underskriften er sat onsdag i Helsinki, hvor der har været møde i den nordiske forsvarssamarbejdsorganisation Nordefco.
- Vi vil facilitere multinationale operationer i den nordiske region for at forstærke vores samarbejde inden for ubemandede flysystemer, siger den finske forsvarsminister, Antti Häkkänen.
Droner er blevet en afgørende faktor på slagmarken i Ukraine, hvor russiske og ukrainske soldater hurtigt kan blive overmandet af de førerløse fly.
Den nye teknologi tillader ligeledes, at droner kan flyve lange afstande over fjendtligt territorium og kaste bomber.
For både de nordiske lande og hele EU er behovet for en droneoprustning derfor blevet aktualiseret.
Her er der en lang række gode grunde til, at de nordiske lande samarbejder om den oprustning, siger den finske forsvarsminister.
- I takt med at teknologien udvikler sig, og behovet for opdateringer fortsætter, er der al mulig grund til nordisk samarbejde på dette område, siger han i meddelelsen på den finske hjemmeside.
Ved at samle kræfterne kan man ydermere opnå stordriftsfordele, fortæller ministeren.
- Derudover gør voksende fælles indkøbsvolumen det muligt for industrien at øge sin produktionskapacitet og reducere landenes nationale indkøbsomkostninger.
Som et separat indkøb vil de fire lande også igangsætte nordiske indkøb af såkaldte mikro-droner inden for rammerne af Natos partnerskab.
Ved siden af de kommende indkøb vil landene også øge deres samarbejde inden for forskning og vidensdeling på området.
Dertil blev landenes repræsentanter enige om nok engang at understrege, at man vil stå samlet i støtten til Ukraine.
/ritzau/