Donationspakke indeholder blandt andet køretøjer og luftforsvar, siger fungerende forsvarsminister.

Et bredt politisk flertal har tirsdag bakket op om at sende den hidtil største donationspakke fra Danmark til Ukraine.

Pakken på i alt 1,7 milliarder kroner består af køretøjer, materiel, luftforsvar og ammunition, meddeler regeringen efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn i Folketinget.

»Vi ved, at russerne har forskanset sig i de besatte områder i Ukraine med skyttegrave, minefelter og andre forhindringer, der skal standse en ukrainsk offensiv,« siger fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i en pressemeddelelse.

»Materiellet i donationspakken er vigtigt for at bane vejen for ukrainske kampvogne og det pansrede infanteri i frontlinjen.«

»Samtidig styrker vi indsatsen for vedligehold af centrale kapaciteter,« siger han.

Ukraine blev 24. februar sidste år invaderet af Rusland, og de to nabolande har siden været i krig.

I pakken er der blandt andet pansrede køretøjer, som er bygget til at modstå miner, og udstyr, der kan bistå med at rydde miner.

Danmark donerer også specialkøretøjer til at bjærge kampvogne og bryde gennem forhindringer.

»Den ukrainske kampgejst er imponerende. Ukraine kæmper for hele Europas sikkerhed, og behovet for militær støtte er fortsat akut,« siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).

»Det mærkede jeg selv, da jeg i sidste uge mødtes med min ukrainske udenrigsministerkollega i Odesa.«

»Den nye militære donationspakke er vores største til dato, og den samlede danske støtte er nu oppe på næsten 11 milliarder kroner,« siger han.

/ritzau/