Danmark planlægger at sende værnepligtige til Letland
Den danske forsvarsminister, Jeppe Bruus (S), har mandag været i Letland, hvor Danmark har soldater udsendt.

Den danske forsvarsminister, Jeppe Bruus (S), har mandag været i Letland, hvor Danmark har soldater udsendt.

Allerede fra næste år kan danske værnepligtige forvente at blive sendt til Letland.
Det fortæller forsvarsminister Jeppe Bruus (S) til Ritzau under et besøg i Letland mandag, hvor han besøger de udstationerede danske tropper.
- Det er sådan set den plan, der er lagt. Da vi udvider værnepligten, skal de i deres sidste del af værnepligten indgå operativt.
- Derfor har vi sådan set truffet de politiske beslutninger, der skal til, for at det kan ske. Og vi har også allerede haft værnepligtige i Grønland, siger ministeren.
Jeppe Bruus understreger, at det er frivilligt, om man som værnepligtig ønsker at blive udsendt til Letland.
Han uddyber samtidig, at de danske værnepligtige vil blive sat til opgaver, som de har den nødvendige uddannelse og de rette kompetencer til at løfte.
Ifølge forsvarsministeren kan det for eksempel være opgaver, der indebærer at beskytte den danske lejr Camp Valdemar eller infrastruktur.
Danmark har i øjeblikket en kampbataljon i Letland, som deltager i Natos beredskab.
Tilstedeværelsen af Nato-soldater i Letland og Baltikum fungerer som afskrækkelse af Rusland, der lægger et hårdt pres på de baltiske lande.
Ifølge hærchef Peter Boysen er det en god idé at sende danske værnepligtige til Letland.
Han peger på, at værnepligtige fra både Norge, Sverige og Finland allerede gør noget tilsvarende. Blandt andet står norske og finske værnepligtige vagt ved grænsen til Rusland, lyder det.
- Jeg mener, at det er både fuldt forsvarligt og en fornuftig måde at udnytte værnepligten på, siger han til Ritzau.
Danmark har sendt troppebidrag til Letland siden 2022.
Før det deltog danske soldater i Natos fremskudte tilstedeværelse i Estland, der også lever med en stor risiko for russiske aggressioner.
RITZAU