Omkring 20 infanterikampkøretøjer til 1,8 milliarder kroner skal støtte ukrainerne i deres krig mod Rusland.

Danmark og Sverige donerer såkaldte CV90-infanterikampkøretøjer til 1,8 milliarder kroner til Ukraine, som er i krig mod Rusland.

Det oplyser forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) på et pressemøde på Frederiksberg Slot. Her er også den svenske forsvarsminister, Pål Jonson, til stede.

Duoen er samlet, fordi Sverige overdrager formandskabet til Danmark i det nordiske forsvarssamarbejde Nordefco (Nordic Defence Cooperation) fra 1. januar.

Infanterikampkøretøjer er en mellemting af en panseret mandskabsvogn med lette kanoner og en kampvogn.

Der er tale om svenskproducerede infanterikampkøretøjer. Og donationen vil indeholde omkring 20 køretøjer, forventer Lund Poulsen.

- Jeg er glad for, at vi i dag har kunnet lave en aftale med vores svenske kolleger om at kunne bidrage med 1,8 milliarder kroner.

- Det følger op på de donationer, der er lavet fra svensk side, og det betyder, at vi kan være med til at lave en fælles opbygning af infanterikampkøretøjer, siger Lund Poulsen.

Foruden køretøjerne indeholder donationen reservedele, ammunition og en flerårig vedligeholdelsesaftale af køretøjerne.

Sverige har tidligere doneret 50 infanterikampkøretøjer til ukrainerne. Men Ukraine har ifølge Forsvarsministeriet efterspurgt flere.

- Jeg takker for Danmarks lederskab. CV90-køretøjer er meget eftertragtede. Det er vigtigt for Ukraine, siger Jonson.

Donationen, som Danmark betaler for, finansieres af Ukrainefonden. Fonden er en milliardstor fond, som blev præsenteret af et bredt flertal af Folketingets partier 15. marts i år. Den har til formål at finansiere blandt andet den militære støtte til Ukraine.

Ud over det dansk-svenske bidrag består donationspakken, som er den 14. af sin slags, af militær støtte til Ukraine for op over syv milliarder kroner i perioden 2023-2026.

Der er tale om materiel og ammunitionstyper Ifølge Forsvarsministeriet er de "væsentlige for at opretholde Ukraines forsvarsevne og kampkraft". Lund Poulsen vil ikke lige nu gå i detaljer om, hvad det konkret er.

- Men det er klart, at det er fuldstændig afgørende, at man også sikrer, at der kan være ammunition, som kan ledsage denne donation, siger Lund Poulsen.

Den seneste donationspakke indeholder ikke kun et samarbejde med Sverige. Der er også aftaler med Storbritannien, Tyskland, Holland, Estland og Tjekkiet om at foretage anskaffelser af våben, ammunition og materiel.

/ritzau/