Lækkede oplysninger viser, at danske embedsfolk modarbejder tyske miljøforslag for at fremme dansk fiskeri.

København. I Nordsøen arbejder Tyskland på at øge beskyttelsen af havnaturen ved at frede fem tyske havområder for fiskeri. Eksempelvis ønsker Tyskland at forbyde garnfiskeri for at undgå bifangsten af marsvin.

Men det forsøger danske embedsmænd konsekvent at forhindre for at pleje danske fiskeriinteresser i området.

Det fremgår af en række for offentligheden hidtil ukendte dokumenter, som Information har set.

Dokumenterne blotlægger korrespondancen mellem det danske udenrigsministeriums fiskeripolitiske kontor og de tyske myndigheder i forbindelse med forhandlinger om en række tyske naturbeskyttelsesinitiativer i Nordsøen.

Den tyske politiker Steffi Lemke, der er naturbevaringsordfører for partiet De Grønne, har taget sagen op i Forbundsdagen, fordi de danske myndigheders ageren ifølge hende vækker harme i Tyskland.

- Danmark bliver nødt til at stoppe sin blokade af Tysklands foreslåede fiskeribestemmelser i de beskyttede havområder, skriver hun i en skriftlig kommentar til Information.

Ifølge dokumenterne fremgår det, at de danske fiskeriinteresser i området økonomisk set drejer sig om et beløb på mellem 1,5 og 23 millioner kroner om året.

Et meget lille beløb, som er helt absurd at forsvare, mener Enhedslistens miljøordfører, Øjvind Vilsholm.

- 1,5 millioner eller lidt mere er ingenting i forhold til at kunne beskytte havmiljøet, siger han til Information.

Netop Enhedslisten har taget sagen op i Folketinget. Og i et svar til Folketinget den 18. juni oplyser fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V), at Danmark er interesseret i, at "fiskerireguleringen er proportional, tager udgangspunkt i et videnskabeligt grundlag og er kontrollerbar".

Øjvind Vilsholm kalder det for "decideret uanstændigt, at regeringen modarbejder andre landes ønske om at beskytte deres havnatur".

Han mener også, at Danmarks ageren i sagen "stemmer meget dårligt overens med regeringens nyfundne grønne profil".

Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen, mener grundlæggende, at forsigtighedsprincippet bør komme fiskeriet til gode.

- Så længe man ikke videnskabeligt kan dokumentere grundlaget for et naturbeskyttelsestiltag, så bør tvivlen komme erhvervet til gode, siger han til Information.

/ritzau/