I årevis har Danmark haft penge til gode efter deltagelse fredsbevarende FN-missioner. De kan være tabt.

København. Danmark har i årevis haft næsten 800 millioner kroner til gode i FN-systemet, og spørgsmålet er, om pengene nogensinde ryger ned i statskassen.

Det kræver nemlig, at andre FN-lande indbetaler det, de skylder, og det har de ikke været i stand til eller villige til indtil nu.

Louise Riis Andersen, der er seniorforsker i dansk udenrigspolitik ved Dansk Institut for Internationale Studier, vurderer over for Radio24syv, at det er ret usandsynligt, at det sker.

- FN har jo ikke en stor reservetank af penge, de kan hente dem op af, så de skal finde pengene fra andre missioner, som man lukker ned, så Danmark kan få sine penge, siger hun til radioen.

FN har flere gange opfordret Danmark til at afskrive gælden, men det er endnu ikke sket.

Og står det til Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, kommer det heller ikke til det.

- Det er et voldsomt stort beløb, og derfor mener jeg, at vi skal opretholde kravet mod FN.

- Ikke fordi jeg tror, at vi får pengene i morgen eller i overmorgen, men for at lægge pres på alle de øvrige lande, som lige nu har økonomiske udeståender med FN, siger han.

Michael Aastrup Jensen afviser samtidig at reducere Danmarks indbetalinger til FN, fordi der er brug for pengene til håndtering af hungersnød og store flygtningestrømme.

Hovedparten af de 783 millioner kroner stammer fra Danmarks deltagelse i den fredsbevarende mission på Cypern i perioden fra 1964 til 1992.

Beløbet er ikke blevet tilskrevet renter. Hvis det var sket, ville gælden være løbet op i nærheden af to milliarder kroner.

/ritzau/