Danmark har over en million fravalgte vacciner på lager. Enhedslisten og Venstre ønsker en plan for donation.

På nuværende tidspunkt har Danmark over en million vacciner fra AstraZeneca og Johnson & Johnson på lager i køleskabene hos Statens Serum Institut (SSI).

Det viser tal, som DR har fået af Sundhedsministeriet. Og der kommer løbende nye leverancer.

Derfor ønsker Enhedslisten, at regeringen laver en plan for donation af de vacciner, Danmark har indkøbt, men ikke selv skal bruge, siger coronaordfører i Enhedslisten Peder Hvelplund.

Men det kan blive svært at donere de danske overskudsvacciner, da de ikke er kommet direkte fra en fabrik, men har været igennem Danmark først, siger Peder Hvelplund.

- Vaccineprogrammet Covax vil kun modtage vacciner direkte fra fabrikken. Det betyder, at det ikke vil modtage de vacciner fra AstraZeneca og Johnson & Johnson, som ligger på lager hos SSI.

- Derfor vil vi være nødt til at lave bilaterale aftaler med modtagerlande, som vi tidligere har arbejdet sammen med.

- Men det bliver mere kompliceret, da vi både skal sikre, at vi kan levere vaccinerne, og at modtagerlandet har mulighed for at få vaccinerne ud til borgerne, siger han.

Covax er et fælles vaccinesamarbejde mellem Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og en række andre organisationer. Samarbejdet går ud på at fordele coronavacciner rundtom i verden, særligt til verdens fattige lande.

Martin Geertsen, som er sundhedsordfører i Venstre, erklærer sig enig med Enhedslisten.

- Jeg synes, det ville være en meget solidarisk handling, hvis man kom i gang og fik lavet en plan, siger han.

Regeringen har ved flere ordførermøder og møder i Folketingssalen erklæret sig enig i behovet for at donere de fravalgte vacciner, siger han.

Men der er ifølge Martin Geertsen ikke sket noget.

- Jeg synes bare, det er sløvt, at man ikke kommer i gang, da der er andre lande og verdensdele, der har et behov for at få vacciner, og vi har langt flere vacciner, end vi har behov for, siger Martin Geertsen.

Og hvis regeringen skulle opleve problemer med donationen af de fravalgte vacciner, står Røde Kors klar til at hjælpe, siger generalsekretær for Dansk Røde Kors Anders Ladekarl.

- Vi har tidligere været bindeled for vaccinedonation uden om Covax for andre lande, og jeg er overbevist om, at vi kan gøre det igen, siger han.

/ritzau/