Danmark godkender forholdsvist flere asylansøgninger end de fleste andre lande i EU, viser tal fra Eurostat.

København: Danmark godkender 82 procent af alle asylansøgninger og er dermed det land i Europa, der har den næsthøjeste godkendelsesprocent, oplyser Radio24syv.

Det viser de nyeste tal fra Eurostat, som Radio24syv har gennemgået. Eurostat har målt antallet af asylafslag i de sager, som er færdigbehandlede i de første ni måneder af 2015.

Eurostat har målt antallet af asylafslag i de sager, som er færdigbehandlede i de første ni måneder af 2015.

Danmark godkender en større andel af de modtagne asylansøgninger end både Sverige, Norge, Finland og Tyskland. Kun Bulgarien godkender flere ansøgninger end Danmark.

Danmarks andenplads i Europa kan skyldes den type flygtninge, som søger mod Danmark, siger Kristian Kriegbaum Jensen, der forsker i skandinavisk integrationspolitik ved Aarhus Universitet.

- Det, der kan ligge bag tallene, kan være sammensætningen af de grupper, som søger asyl i de pågældende lande. Hvis der er flere personer fra for eksempel Syrien, der søger asyl i et land, vil det land få en højere anerkendelsesprocent, siger han til Radio24syv.

- Så vidt jeg ved har Danmark ikke en mere lempelig asylpraksis, tilføjer Kristian Kriegbaum Jensen, der har gennemgået tallene for Radio24syv.

Integrationsordfører for Liberal Alliance, Simon Emil Ammitzbøll mener derimod, at det må skyldes, at de danske kriterier er mere lempelige og vil have det undersøgt.

Radio24syv har forsøgt at få en kommentar for integrationsminister Inger Støjberg, men hun har ikke haft mulighed for at medvirke.

Ifølge tal for Udlændinge,- Bolig og Integrationsministeriet søgte 18.492 personer asyl i Danmark i 2015.

/ritzau/