Ekstremisme skal bekæmpes i Irak, Jordan og Libanon. Derfor giver Danmark et millionbeløb mod Islamisk Stat.

København. Danmark vil bekæmpe ekstremisme i Irak, Jordan og Libanon, hvor man kæmper mod den militante islamistiske bevægelse Islamisk Stat (ISIL).

Derfor giver udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) 8,5 millioner kroner til at bekæmpe og forebygge voldelig ekstremisme i området.

Beløbet går til at forebygge radikalisering, bremse penge til terror, at anfægte ISIL's propaganda på internettet og sikre, at terror efterforskes i respekt for menneskerettigheder og retsstat.

Det sker i samarbejde med de irakiske, jordanske og libanesiske myndigheder og civilsamfund.

Udenrigsministeren påpeger, at Danmark er helt med i kampen mod terrorisme og voldelig ekstremisme. Det gælder både militært og civilt.

- Kampen mod terrorisme kan ikke vindes med våben alene. Vi skal gribe tidligt ind og sørge for, at især unge ikke bliver indfanget af terroristernes propaganda, siger Anders Samuelsen i en skriftlig kommentar.

- Det er derfor, jeg har besluttet at øge støtten til at bekæmpe og forebygge voldelig ekstremisme i Irak, Jordan og Libanon.

Danmark støtter lokale netværk i seks byer i Jordan og Libanon imod radikalisering.

- Jeg tror på, at vi i Danmark kan være med til at hjælpe og inspirere andre til en tidlig, forebyggende indsats på lokalt niveau. Det er det, vi gør med forebyggelsesnetværkene i Jordan og Libanon, siger Anders Samuelsen.

Det betales af Freds- og Stabiliseringsfonden. Indsatsen mod voldelig ekstremisme i Irak, Jordan og Libanon indgår i Danmarks engagement i Mellemøsten.

Den omfatter også militære bidrag, stabilisering af området, humanitær nødhjælp samt Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram.

/ritzau/