Danmark genåbner i 2026 ambassaden i Syrien efter en lang og blodig borgerkrig, hvilket sker i et forsøg på at tvangsudsende flere kriminelle udlændinge.
Det fremgår af et pressemøde i Statsministeriet fredag, efter at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har orienteret Det Udenrigspolitiske Nævn.
- Vi har nu besluttet at åbne en ambassade i Syrien. Det betyder, at vi bliver blandt de første lande i Europa, som er fuldt til stede i Syrien for at kunne presse transitionsregeringen til at indgå aftaler med os, siger han.
Ambassaden lukkede i foråret 2012, da borgerkrigen eskalerede markant, efter at de folkelige protester mod styret og præsident Bashar al-Assad blev indledt året før. Han er nu flygtet, og det er lykkedes transitionsregeringen at få mere ro på.
Løkke var i november på besøg i Syrien, og tidligere har embedsmænd været på besøg for at gøde jorden for at kunne tvangshjemsende syrere, der har begået kriminalitet i Danmark, og andre uden lovligt opholdsgrundlag.
Tvangshjemsendelser kræver en aftale med den syriske regering, som indtil videre har afvist det.
Efter lukningen har Danmark ikke haft en fast repræsentation i hovedstaden Damaskus, og Udenrigsministeriet har advaret mod alle rejser til Syrien.
Danmark ejer stadig et kontor i Syrien, så ambassaden kan tages i brug forholdsvis hurtigt. Der skal dog udnævnes en ny ambassadør, hvor det i dag er ambassadøren i Libanon, der varetager Syrien.
Der skal også udnævnes en udsendelsesambassadør, som skal bane vejen for, at flere personer uden lovligt ophold i Danmark kan hjemsendes. Særligt Syrien og Afghanistan er svære at hjemsende folk til.
Regeringen vil afsætte 25 millioner kroner til noget-for-noget-midler, som er et tillæg til udviklingsbistanden, og styrke samarbejdet med afghanske myndigheder om udsendelser.
- Vi indleder et teknisk samarbejde med Afghanistan - uden på nogen måde at anerkende Taliban-regimet - for at sikre, at der kan gennemføres tvangsmæssige udsendelser til Afghanistan, siger Løkke.
Flygtninge og familiesammenførte, der rejser frivilligt tilbage til eksempelvis Syrien, kan få op til 250.000 kroner i økonomisk støtte ved hjemrejse. I resten af 2026 er regeringen villig til at fordoble den støtte.
Herudover vil regeringen i 2026 fordoble hjemrejsestøtten til afviste asylansøgere, som frivilligt udrejser.
Der er kommet et nyt styre i Syrien for et år siden, hvilket har ført til spørgsmål om, hvorvidt flere kan hjemsendes, fordi der er fredeligere.
Udlændingestyrelsen vil genoptage prøvesager, som bruges til at teste, om forholdene er ændret nok til, at flere kan hjemsendes.
Sagerne kan blive afgjort i starten af 2026 og er vigtige, fordi de kan få betydning for mange sager på én gang.
/ritzau/
