Lastbilens røde læder omhyller Dan Busch. Han har selv indrettet arbejdspladsen, som ofte også udgør soveplads. Aftenen 9. marts 2021 ramler den smule af verden, der stadig står tilbage.
Jon Nørgaards 'Dine øjne' spiller øredøvende højt på anlægget, men støjen får ikke tankerne til at forsvinde. De flyver rundt i lastbilens førerhus – blandt rødt læder, brudstykker af sangtekst og et tæppe af ligegyldighed.
Tårerne triller ned ad Dans kinder. Nu sidder han med en håndfuld piller. Klar.
Pludselig går døren op, og ind træder Dans veninde.
Hvert år begår omkring 600 danskere selvmord. 11.000 forsøger.
Over halvdelen af de mennesker, der mister livet efter selvmord, har det sidste år inden deres død modtaget en eller anden form for behandling i psykiatrien. En psykiatri, som patienter, pårørende og ansatte i årevis har kæmpet for under tiltagende dårligere betingelser.
Hver dag oplever patienter som 35-årige Dan Busch at blive afvist, når de beder om hjælp til at overleve. Dan var heldig. Han fandt hjælpen et andet sted – hver dag er der to danskere, som ikke gør.
Før den skæbnesvangre aften har Dan Busch haft problemer i længere tid. Siden starten af 2020 har små filmklip spillet for hans indre øje, selvom han var lysvågen.
Små klip fra Dans barndom, hvor hans mor får bank. Eller den aften, hvor faderen pakkede alle fem børn i sin varevogn midt om natten og kørte mod Odense Havn, imens han havde Dans moder i røret. Den hvide varevogn i tomgang 30 centimeter fra havnekanten.
Faderens helt klare besked til moderen om, at hvis hun ville skilles, så skulle hun ikke regne med at se hverken ham eller børnene igen.
Han bakkede dog væk fra kajen og blev umiddelbart efter torpederet af en patruljevogn. Klip af faderen i håndjern.
Andre små klip med skygger, der løber ud foran Dan Buschs lastbil.
Søvnen, som ellers udgør en pause fra de uvelkomne minder, er på det tidspunkt også blevet mindre. Besøget hos den praktiserende læge ender i tårer og liggende på gulvet.
Med en henvisning i hånden spørger lægen, om Dan selv kan fragte sig ned til psykiatrisk akutmodtagelse. Det bliver et ja, og lægen siger til Dan, at han ringer til afdelingen om 30 minutter. Hvis han ikke er kommet derned, så vil lægen personligt køre ud for at finde ham.
Dan kører selv og bliver indskrevet. En kollega kommer og henter arbejdsbilen.
Seks-syv timer i venterummet, før en læge kommer og tager samtalen med ham og spørger, hvad de kan hjælpe med.
»Jeg siger, at jeg ikke ved, hvad der er galt, men at jeg skal have hjælp. Jeg siger flere gange til dem, at jeg ikke har lyst til at være i live mere. Jeg vil ikke være i den her krop mere, hvis jeg skal døje med de problemer,« siger Dan Busch til B.T.
Ifølge Dan Busch er beskeden, at de ikke kan hjælpe ham, hvis han ikke selv ved, hvad der er galt. Han bliver udskrevet. Ingen strøm på mobilen. Receptionisten spørger, om hun skal ringe efter nogen, der kan komme og hente ham.
»Jeg siger nej. Jeg er helt færdig, og jeg magter det ikke. Jeg er færdig.«
Iført arbejdstøj og træsko vandrer Dan hjem langs vejen. Over 30 kilometer i vejsiden, og hver gang en lastbil kører forbi, snor tanken sig gennem hans hjerne.
Den ubehagelige tanke, som har bidt sig fast i hovedet på Dan. Og som han har bedt om hjælp til at komme af med.
»Den første lastbil kommer, og jeg tænker, om det var nu. Nu man skulle hoppe ud og gøre det forbi. Men jeg kommer i tanke om, at jeg har en datter.«
»Jeg bliver revet over. Den ene side siger 'gør det', og den anden, at jeg skal blive. Det er min datter, der får mig hjem den dag.«
Dan bliver mødt af et kram fra sin daværende kone, da han kommer hjem. Men det bliver værre. Dan ser stadig filmklip, og lunten er kort i hjemmet.
De mindste ting kan få ham til at gå af. Jobbet som lastbilchauffør bliver besværet af, at Dan næsten kun kan køre om natten.
Han kan heller ikke tage tidsfølsomme opgaver, da han skal kunne køre ind til siden og sove, hvis det bliver for meget.
De små skygger, der løber ud foran lastbilen, er en frygt, der med stor sandsynlighed stammer tilbage fra Dan Buschs første måneder som lastbilchauffør.
I en alder af 18 år, og kun tre måneder med det store kørekort, rammer han en 16-årig pige på sin cykel. 23. januar 2007 klokken 5.54 stiger Dan ud af bilen og ser pigen.
Han holder midt ude på en mark og ringer med det samme efter politiet.
»Jeg ser det her kæreste pigebarn ligge fuldstændig skamferet under lastbilen. Min første tanke er, at jeg har slået et menneske ihjel.«
Det tager en halv time, hvor Dan står med lastbilen og pigen ude i ingenting, før en patruljevogn endelig finder ulykkesstedet.
Dan bliver sigtet for uagtsomt manddrab. Der går flere måneder, hvor han hverken hører fra eller til, før politiet ringer og beder ham møde på stationen. Der er også to andre, der skal med til mødet, men det vil han blive briefet om, når de er på stationen.
Det er den 16-årige piges forældre, og Dan skal tale med dem.
»Der knækker jeg fuldstændig sammen. De vil selv gerne fortælle mig, hvad de har fundet hjemme på hendes værelse.«
Det er et afskedsbrev til familien.
»Jeg græder og græder. Begge forældre fik et knus, og de fortæller, at de er kede af, at jeg skulle opleve det.«
Alle sigtelser frafalder. Dan holder kontakten til dem. Som tiden går, bliver det mest til en sms fra tid til anden.
Frygten sidder i Dan efterfølgende. På vej mod lyskryds tæller han alle cyklister, han passerer, og nægter at køre, hvis tallet ikke går op, når der er grønt.
Han kører mest om natten og helst ikke i store byer.
»I starten klaprer mine fingre på rattet, men det bliver en smule bedre med tiden.«
Det er et færdselsuheld på motorvejen i 2019, der får traumet til at springe frem igen. En hjort styrter ud foran bilen, og samtlige airbags eksploderer i kabinen.
Det bliver værre og værre. Skygger springer foran lastbilen, og Dan forsøger at få hjælp, før han 9. marts 2021 ligger i lastbilen og græder.
Tidligere på aftenen har han skrevet med en veninde.
Det er hende, der træder ind ad døren i det øjeblik, Dan ligger med en håndfuld piller og vil gøre det forbi.
Hun er kørt direkte fra Viborg til Odense, hvor Dan ligger.
Pillerne bliver fjernet, og hun lægger sig og omfavner Dan. 'Det er okay,' lyder det.
Dagen efter fortæller Dan Busch om selvmordsforsøget til en kontaktperson. Han bliver indlagt, men udskrevet igen, hvor han kommer i et forløb. Privat sundhedsforsikring og derigennem psykologhjælp kommer i stand.
»Jeg bliver hørt. Jeg bliver set. Med tiden bliver jeg udredt og får at vide, at jeg har PTSD.«
Dan Busch er ovenpå i dag og fortæller, at han har fået de værktøjer, han skal bruge. Men han er forfærdet over sit møde med psykiatrien.
»Jeg er rystet over, at man kan blive sluppet løs, når man har de tanker, jeg havde på det tidspunkt. Det troede jeg ikke var muligt, men nu har jeg prøvet det på egen krop.«
»Når jeg går til psykolog, får jeg tømt mit hoved. Jeg har fået styrke tilbage, og jeg siger til mig selv: 'Hold kæft, hvor er du sej. Du overvandt selvmordet',« siger han.
