Så blev Henriette Kjær en reel belastning for Det Konservative Folkeparti, som hun er politisk -og ( politisk) økonomisk -ordfører for.

Nye dokumenter fra Retten i Lyngby viser, at hun og hendes samlever, Erik Skov Pedersen, fortsat trækker en række sager efter sig som dårlige betalere. Og det skubber den bizarre sag om parret ind på Christiansborg. Den nye konservative leder Lars Barfoed sagde -lidt overraskende -ved sin tiltrædelse, at han overhovedet ikke havde fundet anledning til bare at drøfte sagen med Henriette Kjær. Det er formentlig den første politiske ordfører i historien, der er blevet politianmeldt, uden at chefen -i øvrigt justitsminister og leder for Danmarks lov og orden-parti -har løftet et øjenbryn. Det er i sig selv ganske opsigtsvækkende, at Kjærs 'svigermor' ( Erik Skov og Henriette Kjær er samlevende, men ikke gift) melder parret til politiet for dokumentfalsk ( falske underskrifter). Den har især Erik Skov Pedersen håndteret ved først at kalde moderen senil ( så du hende i tv i aftes?) og dernæst true med at anmelde moderen for injurier ( ville man gøre det, hvis hun virkelig VAR senil?). Men de nye, dokumenterede sager, der er en ren gentagelse af den sag fra 2005, der kostede Kjær minister-karrieren, kan ikke klares med en grim familie-fejde eller aggressivt modspin. Den lander direkte på Lars Barfoeds bord, og Lene Espersens afløser må nu afgøre, om han kan have Henriette Kjær til at prædike klassiske konservative dyder . Hun er et 'eminent talerør for konservative værdier', sagde Barfoed i denne måned om Kjær. Konservative værdier er især ord som 'tæring efter næring', hvilket er helt centrale nøgleord, når det handler om den aktuelle samfundsøkonomi og nødvendigheden af afskaffelse af efterlønnen. Men de værdier kommer næppe til at matche Kjær de næste mange år. Henriette Kjær kan selvfølgelig også drage konsekvenserne selv. Da hun og Skov i 2005 blev ofre for deres eget privatforbrug i 'markise-sagen', sagde Kjær, at hun havde været uvidende om tingenes tilstand og lod forstå, at hun nu ville til at kigge lidt på familiens ringbind og bankudskrifter. Den lære har hun tydeligvis ikke draget. Hun er selv dømt som dårlig betaler ved Retten i Lyngby for et beløb på små 150.000 kroner. Og Erik Skov Pedersen står på en række andre sager. Nu ligger bolden hos Barfoed.