Det var ikke lang tid, at visse valgplakater fik lov at hænge på lygtepæle i Albertslund. 

For mandag blev en mand i 40erne anholdt og sigtet for hærværk, da han angiveligt skulle have fjernet mere end 300 valgplakater rundt omkring i Albertslund. 

Det er en ren og skær brøler, mener B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen. 

»Man kan godt diskutere, om man skal droppe valgplakaterne, jeg forstår godt, at de irriterer mange, men jeg ved, hvor meget tid, energi og penge, som lokalpolitikerne bruger på at anskaffe dem.«

Sådan lyder holdningen fra den tidligere politiker om de nedtaget plakater. 

»Man skal lade dem hænge, så længe politikerne overholder reglerne. Det er en del af demokratiet. Plakaterne er vigtige for særligt mindre kendte kandidater, og de bruger dem til, at folk kan huske deres navn og ansigt, når de sætter kryds på stemmesedlen«. 

Joachim B. Olsen oplyser også, hvordan det typisk er politikerne selv, der betaler for deres valgplakater, og de ikke er helt billige endda.

»Valgplakaterne er en del af kommunalvalgkampen, som er en del af demokratiet, og det skal man respektere. Man skal virkelig tænke over, at folk har købt dem med deres egne penge og hængt dem op. Det er synd, når nogen ødelægger det,« stadfæster han.

Ifølge Joachim B. Olsen skal man lade valgplakaterne være og lade dem hænge, da det er politikernes ejendom, som de selv har været med til at finansiere. 
Ifølge Joachim B. Olsen skal man lade valgplakaterne være og lade dem hænge, da det er politikernes ejendom, som de selv har været med til at finansiere.  Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

En valgplakat koster ifølge Joachim B. Olsen omkring tyve kroner stykket og kan have en vigtig betydning for de mindre kendte kandidater i valgkampen. 

»Ham her gutten ødelægger folks ejendom. Det skal man lade være med. Det er dagens brøler. Der er nogle, som virkelig må skrabe penge sammen for at få råd til at hænge dem op«. 

De plakater, som blev taget ned blev fundet hjemme hos den sigtede, hvor de efterfølgende blev afleveret tilbage på Albertslund Rådhus. 

Ifølge Ritzau var de fjernede plakater fra flere forskellige partier og forskellige kandidater, som opstiller til dette års kommunalvalg i Albertslund Kommune.