Sagen om Line Barfods (EL) deltagelse i en pro-sovjetisk festival i Moskva i 1985 hjemsøger hende. 

Og man kan ikke komme udenom, at 'Dagens Brøler' ender på hendes skrivebord. 

»Det er jo vildt. At vi har en overborgmesterkanddiat, som var erklæret kommunist på et tidspunkt, hvor man godt vidste, hvad kommunismen stod for,« siger B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen. 

Han fortsætter: 

»Det svarer til, at du havde en person, der under krigen var nazist, efter at man vidste, hvilke forbrydelser nazismen foretog sig.« 

»Det er et udtryk for en karakterbrist. Hvis man er så forblændet af en ideologi, at selv, når det går op for en hvilke rædsler, det medfører i den virkelige verden, så holder man fast,« siger han. 

Efter længere tids tavshed har Barfod langt om længe kommenteret på sin deltagelse.

Men det er ikke godt nok. 

»Det er totalt utroværdigt at gøre det på et tidspunkt, hvor det handler om at redde sit eget skind. Det er ikke sådan, man tænker, at det var en dybtfølt undskyldning,« siger Joachim B. Olsen og tilføjer: 

»Og så må man også bare sige, at hvis man en gang har været derude, så er det da godt, at man ændrer holdning, men så siger det noget om én.«

Sagen kommer til at få konsekvenser for Barfod, mener B.T.s politiske kommentator.

»Det rammer hende ekstra hårdt. Man sidder tilbage med indtrykket af, at hun ikke selv forstår, hvor meget på den forkerte side af historien, hun har været. Vi taler om en ideologi, der slog millioner af mennesker ihjel,« slår han fast.