Flere ministerier har været ramt af cyberangreb. Sent fredag var Folketingets side også nede i flere timer.

København. Folketingets hjemmeside var fredag aften ramt af nedbrud i nogle timer. Nedbruddet kom efter fire cyberangreb, der de seneste dage har ramt Nationalbankens og flere ministeriers hjemmesider.

John Skovgaard, der er leder af systemgruppen i Folketinget, bekræfter nedbruddet. Ifølge ham var det formentlig et såkaldt DDoS-angreb, der overbelastede siden.

- Vi arbejder på højtryk på at få siden op at køre igen, sagde han omkring klokken 22.45.

Ifølge lederen begyndte hjemmesidens problemer omkring klokken 20.30 fredag. Nogle timer senere kunne siden igen tilgås.

Den tyrkiske gruppe Aslan Neferler Tim har fredag aften kort før klokken 21 lagt et billede af Folketingets hjemmeside op på sin Facebookside.

Det står dog endnu ikke klart, hvem der står bag angrebet på Folketingets hjemmeside.

Center for Cybersikkerhed vurderede tidligere fredag, at det er sandsynligt, at det er den tyrkiske gruppe Aslan Neferler Tim, der står bag de tidligere cyberangreb mod Nationalbankens hjemmeside og ministerierne.

Det fortalte Thomas Lund-Sørensen, der er chef for Center for Cybersikkerhed (CFCS), der hører under Forsvarets Efterretningstjeneste.

- Vi kan ikke sige det med 100 procents sikkerhed. Men vi anser det for sandsynligt, at det er den gruppe, der påtager sig ansvaret, som også er den, der står bag de her angreb, sagde han.

To cyberangreb tidligere fredag gik ud over Nationalbanken og Statsministeriets hjemmesider, som kortvarigt var nede.

Onsdag blev Udlændinge- og Integrationsministeriet lagt ned i over et døgn. Udenrigsministeriet har også været ramt i en kortere periode.

Den tyrkiske hackergruppe Aslan Neferler Tim har selv hævdet at stå bag angrebene.

Gruppen kræver en undskyldning for, at udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) mandag delte en kontroversiel tegning af profeten Muhammed på Facebook.

Den tyrkiske gruppe har blandt andet delt et billede, der viser, at Statsministeriets hjemmeside var lagt ned.

Ved hjemmesidenedbruddene er der tale om DDoS-angreb, der går ud på at overbelaste en server i så voldsom grad, at den lukker ned.

- Man sender mere trafik mod en hjemmeside, end den kan håndtere. Der er tale om en ren overbelastning. Der er altså ikke adgang til data, der ligger bag ved, siger Thomas Lund-Sørensen.

Angrebet fungerer ifølge cyberchefen normalt ved, at en person køber et angreb på nettet, som skal ramme en bestemt hjemmeside. Det er med til at gøre det svært at finde ud af, hvem der står bag.

Generelt er truslen for DDoS-angreb "middel", oplyser chefen.

- Truslen kan selvfølgelig stige, hvis man kommer i søgelyset hos en eller anden, som har en holdning. Men det er ikke en rigtig alvorlig trussel på det her niveau.

- Det rammer ikke vores infrastruktur, siger Thomas Lund-Sørensen.

/ritzau/