Finansminister Bjarne Corydon trækkes nu også ind i sagen om beskæftigelsesminister Mette Frederiksens vildledende oplysninger om akutpakken.

Enhedslisten vil ikke bare trække Mette Frederiksen i samråd om sagen, men også Bjarne Corydon, erfarer bt.dk.



Direktøren i AK-samvirke, de lediges paraplyorganisation, Verner Sand Kirk, siger at Finansministeriet kan have været medskyldig i at tallene først kom ud i januar, selv om Beskæftigelsesministeriet var bekendt med tallene før jul.

- Den slags er top-politik, og det foregår ikke udenom Finansministeriet. Så vidt jeg husker, stod der også både Finansministeriet og Beskæftigelsesministeriet på det papir, der blev sendt ud 10. januar, siger  Verner Sand Kirk.

Embedsmændene i Beskæftigelsesministeriet vidste allerede 5. december at langt flere end beregnet -. ca. 23.000 - ville falde ud af dagpengesystemet i første halvår af 2013. Men Mette Frederiksen oplyste først om tallet 10. januar. I mellemtiden havde hun 13. december i et svar til Enhedslistens Christian Juhl skrevet at 'det  ikke er muligt at sige præcist, hvor mange, der faktisk vil opbruger dagpengeretten i de enkelte måneder'. Men det vidste ministeriet altså på det tidspunkt godt.

Enhedslisten skal vurdere om Mette Frederiksen her har udtalt sig upræcist, eller om hun har løjet overfor udvalget.

Enhedslisten har magt til at fyre Mette Frederiksen ved at udtale mistillid til hende. Som i øvrigt sandsynligvis vil blive bakket op af Dansk Folkeparti. Men det er Enhedslisten der bestemmer, hvor hård straffen skal være - om Mette Frederiksen må gå af eller hun slipper med en kæmpe næse.

Det vil Enhedslisten først tage stilling til efter samrådet, og efter at Frederiksen og Corydon har forklaret sig i samrådet, og har haft lejlighed til at finde papirer frem. Der kan gå et par uger. Til den tid vil Enhedslisten vurdere, om Mette frederiksen skal have en fyreseddel - også på baggrund af de oplysninger, der måtte være kommet frem i mellemtiden.