Det er økonomiudvalget, som ledes af finansministeren, der er blevet regeringens reelle maskinrum, skriver Jyllands-Posten

Det er regeringens økonomiudvalg, som finansminister Bjarne Corydon (S) står i spidsen af, der er blevet det magtfulde såkaldte maskinrum i regeringen.

Det erfarer Jyllands-Posten fra flere ministre og andre regeringskilder.

Siden regeringen blev dannet for snart et år siden, har ledelseskrisen hos Socialdemokraterne og SF således været så dyb, at det reelt er finansministeren, der er chef i det, avisen kalder regeringens politiske maskinrum. Magtbalancen er således flyttet fra det traditionelt stærke koordinationsudvalg, der har statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i spidsen, til Corydons økonomiudvalg.

Det er således i økonomiudvalget, at regeringens reelle politikudvikling og strategiske overvejelser foregår.

Situationen minder om 90erne, hvor Poul Nyrup Rasmussen (S) var statsminister, mens finansminister Mogens Lykketoft (S) var den »stærke mand« i regeringen. Det mener Lotte Jensen, der er professor ved CBS og forsker i regeringskoordination. Hun har desuden skrevet en bog om Finansministeriets magt.

- Beslutningspresset er højt. Sagerne skal jo løses. Maskinen kører. Og hvis en del af maskinen ikke er smurt så godt, så finder beslutningskraften hen, hvor maskinen kører smidigere, siger Lotte Jensen til Jyllands-Posten.

Hos Nyrups efterfølger, Anders Fogh Rasmussen (V), var det Statsministeriet, der fungerede som maskinrum, lyder det.

- Fogh trak folk ind fra de ministerier, som vidste noget om de politikområder, der havde hans opmærksomhed. På den måde kom politikudviklingen meget tæt på statsministeren. Det er sværere at se nu end i 00erne, siger Lotte Jensen.