Der venter svære finanslovsforhandlinger forude, lyder det fra finansminister Bjarne Corydon efter første officielle møde med Enhedslisten om en finanslov for næste år.

Finanslovsforhandlingerne er officielt skudt i gang.

Tirsdag aften har Enhedslisten som det første parti været til møde hos finansminister Bjarne Corydon (S), og det var et »ganske udmærket møde«, lyder det fra finansministeren.

- Jeg er blevet præsenteret for Enhedslistens krav, og vi har sat forhandlingerne i gang, siger han.

Han vil ikke pege på, om han foretrækker at indgå en finanslovsaftale for næste år med Enhedslisten eller Venstre. Regeringen er klar til at indgå kompromisser til begge sider af Folketinget, siger han.

- Vi er en regering, der regerer det her land på en ny måde. Vi stiller os i midten. Vi er villige til at indgå kompromisser både til højre og venstre. Hvis man vil tage ansvar, kan man få indflydelse, siger Bjarne Corydon.

Inden mødet understregede Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, at det er et ultimativt krav fra Enhedslisten, at der bliver fundet en løsning på dagpengeproblemet, men det har Bjarne Corydon ikke hørt.

Spørgsmål: Enhedslisten bliver inviteret igen. Er det et udtryk for, at du i hvert fald ikke har afvist deres ultimative krav om en redningskrans til dagpengemodtagerne?

- Jeg har ikke hørt nogle ultimative krav, siger Bjarne Corydon.

Spørgsmål: De har lige sagt, at det er et ultimativt krav, at der skal findes en løsning i forhold til de danskere, der står til at falde ud af dagpengesystemet.

- Det må de helt selv redegøre for. Vi forhandler videre med Enhedslisten, siger Bjarne Corydon, der understreger, at der er svære forhandlinger forude.

- Det bliver svært, fordi vi forhandler finanslov i en økonomisk krise. Vi forhandler med nogle partier, der gør, hvad de kan for at få mest muligt ud af det. Sådan er politik, men vi tager som regering ansvaret for, at det her bliver ordentlig og ansvarligt, siger han.

Også Venstre skal tirsdag aften mødes med regeringen.