Der var lagt op til, at corona skulle betragtes som samfundskritisk sygdom i fire uger, men det bliver otte.

Et politisk flertal forlænger kategoriseringen af coronavirus som en samfundskritisk sygdom i otte uger.

Det erfarer Ritzau.

Coronavirus blev igen kategoriseret som samfundskritisk sygdom 11. november.

Dengang var der lagt op til, at det skulle gælde i en måned. Men særligt de røde partier er fortalere for at forlænge den med to måneder, så det også gælder julen over.

Det er Folketingets Epidemiudvalg, der onsdag har besluttet det.

Især den nye coronavariant Omikron har vakt bekymring, da man endnu ikke ved nok om, hvor smitsom den er, og hvor farlig sygdommen er.

Når en sygdom klassificeres som samfundskritisk, kan regeringen indføre restriktioner med grundlag i epidemiloven.

Alle nye tiltag kræver, at et flertal i Folketingets Epidemiudvalg ikke er imod dem. Men regeringen behøver altså ikke spørge hele Folketinget.

Dermed kan der med kort varsel indføres tiltag, der skal begrænse smitten.

/ritzau/