Politisk kommentator Jarl Cordua kommer nu med en bredside mod den grønlandske regering ovenpå debatten om USAs præsident Donald Trumps forslag om at sende et hospitalsskib til Grønland.
Ifølge Cordua bruger de grønlandske politikere alt for meget tid på at kritisere Danmark - og alt for lidt tid på at sige tak for alt det, den danske skatteyder betaler for grønlænderne.
»Det virker som om, at alle problemer er nogle, Danmark skal løse. Det er meget lidt, at jeg hører grønlandske politikere sige tak til den danske skatteyder,« siger han til B.T.
Han reagerer efter, at Grønlands minister for sundhed Anna Wangenheim i B.T. kom med en opsang til de danske politikere på grund af de udfordringer, Grønland har med sit sundhedsvæsen.
Der er da bestemt også udfordringer at finde - en grønlandsk kommission erklærede tilbage i 2023, at sundhedsvæsenet er »historisk presset.«
»Der mangler kvalificeret sundhedsfagligt personale, og alt for mange er kun ansat i kort tid,« udtalte formanden for kommissionen.

Der er bare ét 'problem', påpeger Cordua - Grønland overtog selv ansvaret for sundhedsområdet i januar 1992. Derfor mener han, det klinger hult, når Grønland bliver ved med at rette pilen mod Danmark.
»Jeg er enig i, at Grønland på mange måder er blevet forsømt. Men hvis det er sådan, at man får ansvaret for sit eget sundhedsområde, og det så ikke virker, så skal man da ikke komme til os og sige, at det er Danmark, der skal løse problemet,« siger Cordua.
Ikke desto mindre lykkedes det tidligere på måneden den grønlandske finansminister og tidligere regeringschef Múte B. Egede at lave en aftale, så den danske stat fremover står for udgifterne til behandling af grønlandske patienter, der bliver sendt til Danmark.
185 millioner kroner er der afsat til dette - alene i 2026.
Ifølge Jarl Cordua »hænger det ikke sammen.«
»Selvstændighed betyder også, at man tager ansvar, og ansvar i politik er grundlæggende, at man selv betaler. Man kan ikke tage ansvaret for noget og så sende regningen alle mulige andre steder hen.«
Men er det hensigtsmæssigt, at du nu puster til en splittelse mellem Grønland og Danmark på et penibelt tidspunkt i Rigsfællesskabet i lyset af presset fra Trump?
»Jeg er ikke sat i verden for at fortælle eventyrhistorier om det helt fantastiske samarbejde, der er mellem Grønland og Danmark. Vi har sendt 185 millioner afsted, oveni alt det andet, vi betaler, og der er stadigvæk ikke en debat i Grønland om, hvorvidt de måske skulle tale ordentligt om Danmark.«
B.T. har forelagt Corduas kritik for Grønlands minister for sundhed Anna Wangenheim. Hun mener, at der mangler »nuancer.«
»Kommentarerne (fra Cordua, red.) vidner om manglende belysning af nuancerne, for fakta er, at vi har i Naalakkersuisut taget et ansvar, og hvor vi sammen med den danske regering, finder frem til løsninger, der er i tråd med FN’s konventioner og forpligtigelserne deraf,« lyder det i en skriftlig kommentar.
Hun fortsætter:
»Formanden for Naalakkersuisut og Statsministeren har via rammeaftalen adresseret at styrke samarbejdet på konkrete områder. Og det er i den ånd, vi arbejder. Konstruktivt og via dialog.«
Du kan lytte til B.T. Valgkamp på B.T.dk, Spotify , Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:


