I årevis har konservative drømt om den store fremgang, de ville høste, hvis de kunne lokke tidligere klimakommissær Connie Hedegaard til at blive formand for partiet.

Nu kan hun i stedet være med til at sikre oplagsfremgang i stedet for vælgerfremgang.

Hun skal nemlig være bestyrelsesformand for Berlingske Media, der udgiver BT, Berlingske, Metroxpress, Weekendavisen og Radio24Syv.

»Jeg har stor veneration for huset, og synes at Berlingske og andre mediehuse har en utroligt vigtig rolle nu. Især i disse tider, hvor vi oversvømmes med fake news og mangler en fælles referenceramme,« siger Connie Hedegaard til BT, da vi fanger hende mellem to møder med forskellige topchefer.

»Vi kan ikke udgive stærke aviser, hvis vi ikke har økonomi og holdninger, der spiller sammen. Og der er en stor generationskløft. Du og jeg bruger aviser og medier på en helt anden måde end unge mennesker. Vi skal skabe et medieudbud, der har kanaler til alle generationer,« siger Connie Hedegaard.

Connie Hedegaard har siddet i mange forskellige bestyrelser, bl.a. KR Foundation, siden hun stoppede som klimakommissær i 2014, og Berlingske er endnu en.

Jeg havde ellers hørt rygter om, at du skulle til DR?

»Det ved jeg ikke. Nu sidder jeg her.«

Det må være en speciel fornemmelse at have været journalist på Berlingske og så vende tilbage som bestyrelsesformand?

»Ja, da jeg startede som journalist på Berlingske i 1990, bar de en skrivemaskine ud fra mit nye kontor, og satte en computer ind. Og nu er fremtiden digital.«

Hvorfor vil du hellere være her, end være formand for Det Konservative Folkeparti?

»Jeg blev valgt til Folketinget som 23-årig. Hvis jeg var blevet i politik, ville folk nok have syntes, jeg skulle videre til noget andet. Og hvis jeg var blevet formand for Konservative havde begejstringen nok kun holdt et kvarter,« siger Connie Hedegaard.

Connie Hedegaard afløser Kim Graven-Nielsen, der fortsætter som medlem af bestyrelsen.

»Vi er stolte og begejstrede over, at en kapacitet som Connie Hedegaard har accepteret positionen som vores nye bestyrelsesformand,« siger Christian Van Thillo, adm. direktør for De Persgroep, som ejer Berlingske Media.

»Hun har indsigt i medier, har en moderne, konservativ forståelse af samfundet og et internationalt udsyn, som gør hende til en stærk sparringspartner for ledelsen og aktionærerne,« tilføjer Christian Van Thillo.