Krigens love skal overholdes, siger forsvarsministeren om, at en IS-fange i Irak blev mishandlet.

København. - Det er helt uacceptabelt.

Det siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), efter at det er kommet frem, at danske jægersoldater har set en tilfangetagen IS-kriger i Irak blive tildelt stenkast, skaller, stød og slag med gevær af menige soldater.

Soldaterne kom angiveligt fra den irakiske hær, oplyser Forsvaret.

Ifølge Claus Hjort Frederiksen var det ikke muligt at identificere, hvilken specifik enhed de irakiske soldater tilhørte.

De danske soldater overværede episoden, men vurderede, at man ikke kunne gribe ind, fortæller forsvarsministeren. Og de danske soldater kunne heller ikke finde en overordnet, som kunne stoppe overgrebet.

- Vi har ikke kunnet identificere den gruppe. Vi er meget tydelige over for de irakere, vi træner. Krigens love skal overholdes, siger Hjort Frederiksen.

Episoden fandt sted for godt en uge siden i i den irakiske by Al Qaim.

Jægersoldaterne var sammen med den irakiske al-Furat-brigade i gang med en offensiv mod Islamisk Stat, da de blev vidner til mishandlingen.

/ritzau/