Det har pint medlemmer, hvordan Løkkes formandstid sluttede. Det var vigtigt at få sagt tak, siger V-nestor.

Da Lars Løkke Rasmussen på et hovedbestyrelsesmøde 31. august i Brejning lidt uden for Vejle trak sig som formand for Venstre, forsvandt han ud af bagdøren.

Lørdag tog han fordøren, da han forlod Venstres landsmøde i Herning, efter at han var blevet hyldet af partiet, havde holdt en tale og spist frokost.

Det har været en forløsning at få sat et endelig punktum, siger Venstre-nestor Claus Hjort Frederiksen.

- Det betyder alt, at vi fik den afsked i går, og at Lars fik holdt sin tale og kom med sit budskab. Der er rigtig mange, som dybfølt vil takke Lars for de mange år, han har været engageret i Venstres politik, siger Claus Hjort Frederiksen.

- Det har pint mange det møde i Brejning og den måde, det sluttede på. Derfor var der et behov for, at det nu foregik på en ordentligt, regulær og værdig måde, siger han.

Både Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen forlod deres poster efter en turbulent august, hvor flere i både partiets bagland og folketingsgruppe opfordrede de to til at trække sig.

Claus Hjort Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen har i mange år været tætte allierede, men Venstre-nestoren var selv med til at få formandsopgøret til at eskalere, da han på Venstres sommergruppemøde opfordrede Kristian Jensen til at gå af.

- Det udviklede sig vildere, end jeg havde forestillet mig. Men tingene udviklede sig, som de udviklede sig, og på trods af det synes jeg, at vi har fundet en meget god løsning, siger han.

- Nu skal vi som parti se fremad og ikke bagud hele tiden. Det var med til at fjerne en byrde fra vores skuldre, at det foregik så godt, som det gjorde i går.

/ritzau/