Finansministeren lytter ikke til togfondspartier og vil ikke budgettere med en ny bane over Vestfyn.

København. Stædig, siger Dansk Folkeparti. Dumstædig, kommer det fra Socialdemokraterne, mens SF taler om, at finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) opfører sig som "en lille konge".

Det skyldes, at finansministeren ignorerer flertallet bag Togfonden, og det er partierne bag fonden ikke imponeret over.

Det står klart, efter at DF, Socialdemokraterne, De Radikale, SF og Enhedslisten fredag var på besøg hos finansministeren for at tale om finansieringen af Togfonden.

Her fik Claus Hjort Frederiksen fremlagt en plan, som indebærer, at alle projekter i Togfonden fastholdes.

Projekterne skal ifølge aftalen gennemføres i to faser. Men den plan er finansministeren ikke med på.

- Vi har noteret os, at forliget bag Togfonden har bidraget til at løse den investeringsudfordring, som vi har frem mod 2020. Og så har vi lavet en sideaftale om, at vi fremrykker Storstrømsbroen i to år.

- Det, vi er enige om, det budgetterer vi nu ind i finansloven, og det er blandt andet elektrificeringen. Den er ret fornuftig.

- Der er nogle af projekterne, som ikke bliver indbudgetteret i finansloven. For eksempel en ny bane over Vestfyn, fordi der udløser man en regning på seks milliarder kroner efter 2020.

- Til det vil jeg belært af erfaringer bare sige, at ingen af os kender økonomien i 2020, siger Claus Hjort Frederiksen.

Det var den tidligere S-R-SF-regering, der sammen med Dansk Folkeparti og Enhedslisten i 2013 blev enige om at modernisere jernbaneinfrastrukturen.

De Radikales leder, Morten Østergaard, kan slet ikke forstå finansministerens ageren.

- I de ti år, jeg har siddet i Folketinget, må jeg sige, at det er det mest barokke, jeg har oplevet. Det er ubegribeligt, siger Morten Østergaard.

Også Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, er forundret.

- Dette er et møde, hvor vi har siddet over for en meget stædig regering, som ikke vil anerkende, at der er et politisk flertal. Derfor skal vi ud i den mærkelige situation, at et forlig, som findes, skal vi bekræfte endnu engang i folketingssalen, siger DF'eren.

Storstrømsbroen rykkes frem til 2022. Oprindeligt var planen, at den skulle stå færdig i 2024.

Togfondspartierne havde ifølge dem selv en god plan med til finansministeren.

Den første fase, som strækker sig frem til 2019, drejer det sig blandt andet om elektrificering af banenettet mellem Fredericia og Aalborg, en ny bane over Vestfyn samt bedre internet i togene.

Partierne er blandt andet enige om at udskyde etableringen af en ny baneforbindelse til Billund Lufthavn, som ligger langt fra de nærmeste større byer.

Også en omstridt bro over Vejle Fjord er med i fase to. Den er en forudsætning for, at den omdiskuterede timemodel kan blive til noget. Den skal sikre hurtigere tog fra Aalborg til Aarhus, fra Aarhus til Odense og fra Odense til København.

Venstre har valgt at stå uden for aftalen, og regeringspartiet har været skeptisk over for finansieringen, fordi faldende oliepriser har udhulet selve finansieringen.

Olieprisen er gået markant ned, siden aftalen blev indgået. Det har betydet, at de 28,5 milliarder kroner, som partierne oprindeligt regnede med, er reduceret til 13,5 milliarder kroner.

/ritzau/