»Det er ikke sådan, at jeg tænker over situationen nu,« sagde Claus Hjort Frederiksen, da han gæstede 24syv-programmet ‘Valgt i Danmark’ blot to timer inden, han modtog en tiltale fra Politiets Efterretningstjeneste.

I programmet spurgte vært Alexander Wils Lorenzen ind til, om hans sag havde været en del af regeringsforhandlingerne mellem Venstre, Moderaterne og Socialdemokratiet.

Det nægtede han at vide noget om.

»Jeg har ingen anelse om, hvorvidt jeg blev nævnt, og jeg har heller ikke opsøgt mine partifæller, for jeg vil ikke have, at det skal hedde sig, at det var nogle partifæller, der hjalp en gammel ven ud af det her,« sagde Claus Hjort Frederiksen og tilføjede:

»Derfor har jeg ikke opsøgt nogen omkring den her sag, og jeg ved ikke, om det har været en del af regeringsforhandlingerne, og jeg har som sagt heller ikke prøvet at få det at vide.«

Ifølge Claus Hjort Frederiksen havde han ingen interesse i at vide, om han var en del af regeringsforhandlingerne.

»Det er først og fremmest, fordi jeg er helt overbevist om, at jeg ikke kan blive dømt ved nogen domstole i den her sag. Da sagen startede, var jeg jo oppositionspolitiker og blev voldsomt krænket over den måde, som regeringen (S-regeringen, red.) behandlede fem ledende medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste. De blev hjemvendt, fordi der var kommet en anklage mod dem for ikke at overholde landets lovgivning og handle uden for deres bemyndigelse,« siger han og fortsætter:

»Jeg kender de fem medarbejdere som meget loyale og dygtige embedsmænd, og det at hjemsende en embedsmand er at sætte et stempel på ham og sige, at der er et eller andet her, som ikke er rigtigt. Det synes jeg ikke, de havde fortjent, og derfor reagerede jeg voldsomt på det. Det er sådan set min entré til sagen. Jeg kunne jo bare have holdt min kæft og have ladet sagen gå sin skæve gang, men min moral forbød mig stiltiende at sidde og se på mishandlingen af fem medarbejdere,« sagde han.

Selv er Claus Hjort Frederiksen sikker på, at han ikke har røbet nogen hemmeligheder, da de hemmeligheder, han skulle have røbet, ifølge ham var offentligt kendt.

»Jeg er helt overbevist om, at jeg har handlet inden for den ramme, som oppositionspolitikere har i sådan en sag her,« forklarede han.