Venstres Claus Hjort Frederiksen siger nu direkte, at det var Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen, som startede sagen mod ham. 

Overfor B.T. giver han udtryk for, at han tror baggrunden for Bertelsens handlinger var »at skræmme ansatte i FE, PET og embedsfolk fra at tale med journalister«. Det vender vi tilbage til.

Claus Hjort Frederiksen er med i Jyllands-Postens podcast 'Under Gulvtæppet', hvor han fortæller om sagen. 

»Departementschefen i Statsministeriet, Barbara Bertelsen, blev under ”Lippert”-udsendelsen vred og ringede til departementschefen i Justitsministeriet, Johan Legarth, og sagde, at nu skulle der gøres noget ved ham Hjort,« siger Claus Hjort Frederiksen i podcasten. 

Hjort, der er tidligere forsvarsminister, forklarer, at han har centrale kilder, der har fortalt ham om forløbet, men han kan ikke afsløre dem. 

Overfor B.T. erkender Claus Hjort Frederiksen, at han ikke kan dokumentere påstanden, men han fastholder, at det er sådan, det hænger sammen. 

»Jeg kan jo kun fortælle, hvordan jeg har oplevet det,« siger han. 

Han forklarer, at hans påstand om, at sagen mod ham starter i toppen af Statsministeriet passer sammen med, at der ikke fandtes et eneste dokument i sagen mod ham, før han blev interviewet af Søren Lippert på TV2 News den 15. december 2021. 

»Det første papir foreligger først to dage senere. Hvis sagen var startet nedefra, så havde der været sagsakter tidligere. Jeg havde jo talt om det i 14 måneder i forvejen,« forklarer Claus Hjort Frederiksen. 

Venstres mangeårige nestor Claus Hjort Frederiksen er tiltalt for brud på straffelovens paragraf 109, der handler om at lække statshemmeligheder. 

Tiltalen er i sig selv hemmelig, men har grundlæggende sit udgangspunkt i, at Claus Hjort Frederiksen har bekræftet det såkaldte kabelsamarbejde, hvor Danmark har tilladt USA at indhente efterretninger fra internettrafik via kabler, der løber gennem Danmark. 

Samarbejdet blev oprindeligt lækket af den amerikanske efterretningsagent Edward Snowden og er siden beskrevet i adskillige medier talrige gange gennem mange år.

Claus Hjort omtalte sagen i forbindelse med sin kritik af den daværende socialdemokratiske regering, som pludselig hjemsendte adskillige ledende medarbejdere i FE under stor offentlighed. 

Barbara Bertelsen startede sagen mod Claus Hjort Frederiksen. Det siger Claus Hjort i hvert fald.
Barbara Bertelsen startede sagen mod Claus Hjort Frederiksen. Det siger Claus Hjort i hvert fald. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Claus Hjort, lad os antage du har ret i, at Barbara Bertelsen startede sagen. Hvorfor tror du, at hun handlede som hun gjorde?

»Det har jeg ikke sikker viden om, men jeg tror det handler om at fortælle alle ansatte i FE, PET og embedsværket, at hvis man taler med journalister, så falder der brænde ned.«

Hvad er formålet med det?

»At stoppe de folk i at tale med pressen,« siger Claus Hjort Frederiksen. 

Claus Hjort Frederiksen har i et tidligere interview med B.T. givet udtryk for, at han ikke mente at embedsværket – som Barbara Bertelsen er en del af – handlede på eget initiativ i sagen mod ham. 

Han har således forklaret, at det var den daværende socialdemokratiske regering, som stod bag det hele. Den eneste, som har beføjelser til at beordre Statsministeriets departementschef til noget som helst er den siddende statsminister. 

I dette tilfælde Mette Frederiksen. 

Claus Hjort, mener du således, at det i virkeligheden var på Mette Frederiksens opfordring, at Barbara Bertelsen skred til handling?

»Det vil jeg ikke gå ind i spekulationer om. Jeg kan bare konstatere, hvad forløbet har været,« siger han.

B.T. arbejder på at få en kommentar fra Statsministeriet.