Det var nødvendigt at bruge 340.000 kroner, da Anders Samuelsen (LA) skulle indrette sit kontor i 2016, da han overtog det fra Kristian Jensen (V).

Sådan forsvarer Liberal Alliances politiske ordfører og gruppeformand, Christina Egelund, sin partileder.

Ifølge Christina Egelund, som DR har talt med, trængte Anders Samuelsens kontor til et »visuelt løft«, da han overtog det.

Anders Samuelsen har ifølge en aktindsigt udleveret til Politiken udbedret en vandskade og fået malet. Udenrigsministeren har derudover indkøbt borde, stole, spejl og lamper fra Mater, reoler og reollåger fra Montana, puder og en plaid fra Eva Harlou samt et tæppe og en radiatorskjuler for i alt 247.535 kroner inklusive moms.

Partiformand Anders Samuelsen og Christina Egelund under Liberal Alliance' pressemøde i sommer.
Partiformand Anders Samuelsen og Christina Egelund under Liberal Alliance' pressemøde i sommer. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Til spørgsmålet om, hvorvidt der kunne have været brugt færre penge, svarer Christina Egelund:

»Jo, det kunne man givetvis. Men jeg synes ikke, at når for eksempel udenlandske udenrigsministre er på besøg i Danmark, så skal de sidde på et kontor og stirre sig blinde på en vandskade på et gulvtæppe. Så det kunne man givetvis, men man kunne ikke gøre det, som er sket, nemlig et samlet visuelt løft af kontoret, der giver kontoret det moderne udtryk, som jeg mener, at vores udenrigsministers kontor skal have,« siger Christina Egelund til DR.

Anders Samuelsen selv har ikke ønsket at give interview i sagen. Til Politiken har han givet følgende skriftlige svar:

'Vi har lavet nyistandsættelsen, fordi det ganske enkelt trængte til et langt mere moderne udtryk. Derudover var der en synlig vandskade på gulvtæppet, som skulle udbedres, ligesom det ikke var blevet malet ved ministerskiftet, som det ellers er normalt,' skriver han i en kommentar.