Rabjerg afviser: Gødskningslov skal ikke udskydes efter regnefejl
Christian Rabjerg Madsen vil ikke udskyde indførsel af kvælstofregulering, selvom Moderaterne overvejer det.

Christian Rabjerg Madsen vil ikke udskyde indførsel af kvælstofregulering, selvom Moderaterne overvejer det.

En regnefejl hos Aarhus Universitet skal ikke få lov at udskyde den nye og strammere kvælstofregulering, der står til at træde i kraft fra årsskiftet.
Det siger minister for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen (S), til Ritzau.
Udtalelsen falder efter, at regeringsfællerne i Moderaterne har luftet overvejelser om, hvorvidt man bør lade implementeringen af den nye regulering vente i lyset af fejl i beregningerne bag.
Christian Rabjerg Madsen beretter, at myndighederne arbejder hårdt på at få rettet datagrundlaget sammen med Aarhus Universitet.
- Men det er klart, at en regnefejl hos Aarhus Universitet ikke svækker behovet for at få livet tilbage i vores vandmiljø. I alt for mange år har vi skubbet udfordringerne foran os, men vandmiljøet kan ikke vente længere, lyder det fra ministeren.
Den nye kvælstofregulering står til at træde i kraft fra 1. januar 2027.
Tiltaget, der er kendt som gødskningsloven og lovforslag L5, har skabt stor debat på både Christiansborg og i landbruget.
Med den nye regulering må landmænd gøde deres marker mindre for dermed at udlede mindre kvælstof til have og fjorde, hvis miljø og natur har lidt under kvælstofforurening.
Landmænd har klaget over, at beregninger og datagrundlag bag lovgivningen har været svære at gennemskue.
Og nu har Aarhus Universitet, efter flere henvendelser fra landbrugets tænketank Seges, måttet erkende fejl i beregninger.
- Det er dybt utilfredsstillende, at beregningerne har været fejlbehæftede, sagde Ellen Emilie fra Moderaterne tidligere på fredagen.
Hun tilføjede:
- Vi kan ikke afvise, at vi er nødt til at genbesøge elementer i aftalen, som for eksempel hvornår lovgivningen skal gælde fra, siger Moderaternes miljøordfører, Ellen Emilie.
Det er minister Christian Rabjerg Madsen dog stærkt uenig i.
- Konsekvensen ved at vente er blot mere iltsvind, mere fedtemøg og flere døde fisk, siger han i det skriftlige citat.