De Radikale styrtdykker i ny politisk meningsmåling. 'Den ser grim ud for dem,' mener politisk kommentator Henrik Qvortrup.

Det Radikale Venstre er tæt på at kunne ryge ud af Folketinget. Det viser en ny meningsmåling, som Zapera har foretaget for MetroXpress. De Radikale er nede på 3,5 procent af vælgertilslutningen. Dermed nærmer midterpartiet sig spærregrænsen på 2,0 procent.

- Den ser grim ud for dem. Pludselig bliver man ikke betegnet som utilregnelig, hvis man kan se, at de kan komme ind i problemer med spærregrænsen. Der er stadig et stykke ned til grænsen, men de falder stærkt, siger Henrik Qvortrup, der er politisk redaktør på TV 2, til MetroXpress.

Partiet havde også i november under fire procent af vælgerne med sig. Hvis der var valg i dag, ville Det Radikale Venstre være nede på seks mandater. Det er et lodret fald fra valget i 2005, hvor partiet fik hele 17 mandater.

/ritzau/