Lige op til valget er der opstået et drama i Frederikshavn Kommune.
Det sker efter en ubehagelig opdagelse.
Søndag, eller blot to dage før kommunalvalget, fandt forvaltningen i den nordjyske kommune nemlig ud af, at der er et kæmpe hul i kassen. Det skriver TV 2 Nord.
Et hul på intet mindre end 30 millioner kroner.
»Jeg er overrasket over det, men jeg kan ikke komme med detaljer endnu, og jeg vil gerne udtale mig på oplyst grundlag,« siger Frederikshavns borgmester, Karsten Thomsen (S), til TV 2 Nord.
Det store hul i kommunekassen blev opdaget blot halvanden måned efter, at budgettet for 2026 blev vedtaget.
Politikerne i kredsen bag budgettet er torsdag indkaldt til møde om den alvorlige – og helt uventede – økonomiske situation.
