Det er et 'ekstremt pres', der nu lægges på Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, med dagens udmelding fra Troels Lund Poulsen (V).

Det konstaterer B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, oven på meldingen fra den kongelige undersøger.

I Scandic Spectrum i København kunne Venstre-formanden fortælle, at han er parat med en mulig løsning på den hårdknude, som regeringsforhandlingerne har udviklet sig til.

Den indebærer en regering med Venstre, Liberal Alliance og Konservative med støtte fra de resterende partier til højre for midten – ikke mindst Dansk Folkeparti og formand Morten Messerschmidt.

Men det kræver, at Moderaterne og Lars Løkke Rasmussen også takker ja til at være grundlag for en V-LA-K-regering.

Og spørger man Joachim B. Olsen, så er det lidt af en udmelding og presbold på Lars Løkke Rasmussen.

Der er lagt en presbold på Moderaternes formand Lars Løkke Rasmussen med dagens udmelding fra Troels Lund Poulsen om en mulig V-LA-K-regering, mener B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen.
Der er lagt en presbold på Moderaternes formand Lars Løkke Rasmussen med dagens udmelding fra Troels Lund Poulsen om en mulig V-LA-K-regering, mener B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen. Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

»Det helt dramatiske her er det pres, der lægges på Lars Løkke. Det er et dramatisk pres,« siger den politiske kommentator og uddyber:

»Lars Løkke bliver imødekommet på stort set alt. De giver Lars Løkke et tilbud, han ikke kan sige nej til. Og hvis han gør, så udfordrer det hans udmelding om, at det her handler om noget og ikke nogen,« siger Joachim B. Olsen.

Her henviser han til, at netop Lars Løkke Rasmussen gentagne gange har sagt, at han ikke ønsker at se en regering med Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag.

Ved udspillet fortalte Troels Lund Poulsen om de tiltag, som skal lokke Lars Løkke Rasmussen til bordet.

Og under pressemødet slog DF-formand Morten Messerschmidt fast på sociale medier, at han ikke kommer til at vælte den forslåede V-LA-K-regering.

»Det er et genialt træk af Troels Lund Poulsen og Morten Messerschmidt. Få Lars Løkke til at melde ud, om det handler om noget og ikke nogen,« siger Joachim B. Olsen.

Får vi så en ny regering med Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne som grundlag?

Joachim B. Olsens svarer:

»Det er virkelig en presbold på Lars Løkke. Men Løkke vil gerne i regering. Det kommer han ikke med det her udspil. Og det kan blive afgørende.«